Far til røverioffer kritiserer politiet

Claus Bülow mener, at politiet har gjort for lidt for at opklare røveriet mod hans søn.

En far til en 16-årig dreng, som for fem uger siden på åben gade blev holdt op med en kniv for brystet og frarøvet hævekort, mobiltelefon og tegnebog, mener, at politiet har vist meget lidt interesse for at finde gerningsmændene.

»Efter min opfattelse er det en dybt alvorlig sag, og det er frustrerende, at politiet åbenbart ikke har samme opfattelse,« siger Claus Bülow fra Risskov.

Lige over midnat den 16. september var Claus Bülows søn og fem kammerater på vej hjem i en bybus fra et besøg på en internetcafé. De stod af på Grenåvej, og mens de fem kammerater gik ind på en servicestation, fortsatte sønnen alene ad Nordlandsvej.

Her blev han passet op af en ung mand af sydlandsk udseende. En anden medgerningsmand fulgte tilsyneladende med ind på servicestationen.

Trussel på livet

Røveren satte en kniv for brystet af den 16-årige og bad ham om hans hævekort og pinkode.

»Han opgav selvfølgelig en forkert kode, men røveren truede med, at hvis koden ikke duede, så ville røveren komme og slå ham ihjel og kneppe hans mor,« fortæller faderen.

På den baggrund gav drengen røveren den rigtige kode og afleverede også på røverens forlangende sin mobiltelefon og tegnebog. Da drengen kom hjem, fortalte han, hvad der var sket, og forældrene ringede til politiet. Herfra var beskeden ifølge Claus Bülow, at der var uro på flygtningecentret i Hinnerup, så alle patruljer var optaget.

»Vagthavende opfordrede os til selv at køre rundt og kigge efter gerningsmændene. Det gjorde vi, men fandt dem ikke,« fortæller Claus Bülow.

Senere på natten kørte de ind på politigården og fik skrevet en rapport i sagen. Politimanden tog ifølge Claus Bülow anmeldelsen meget seriøst og sagde, at sønnen senere skulle ind og se på billeder i forbryderkartoteket.

»Jeg har siden ringet to gange til politiet og forklaret, at min søn ikke har evighedshukommelse, men herfra blev ventetiden forklaret med travlhed,« siger han.

Kommunikationsbrist

JP Århus forelagde forleden sagen for vicepolitimester Ole Gram, som sagde:

»Der må være tale om en kommunikationsbrist, for vi har en idé om, hvem gerningsmændene kan være. En anden politikreds ligger inde med billeder af disse personer, og dem har vi bedt om. De er først kommet nu, og derfor vil fotokonfrontation straks blive foretaget,« lovede Ole Gram, der tilføjer, at politiet altid prioriterer røverier.

Onsdag dukkede to betjente op i Risskov med en række billeder, men drengen var ikke i stand til at udpege gerningsmændene.

»Som jeg fik det beskrevet bagefter, så var der mange billeder, som slet ikke passede til signalementet, men var helt andre typer. Derfor tror jeg, at politiet

bare har vist min søn nogle billeder for at stoppe kritikken,« siger Claus Bülow.

Imens har endnu en ung mand været udsat for røveri i Risskov. Gerningsmændene skulle ifølge Claus Bülow passe på det signalement, som hans søn har givet politiet.

»Hvis de var blevet snuppet tidligere, så kunne flere røverier måske være undgået. Nu har vi i stedet måttet indskærpe vores børn, at de ikke må færdes alene ude efter mørkets frembrud,« siger han.

henrik.groenvald@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen