Kendt brødbutik i midtbyen lukker og slukker
Bake & Take i Immervad har fået påbud om at stoppe med at producere fødevarer på grund af dårlig hygiejne i køkkenet. Forretningen, der solgte friskbagt brød og sandwich, er nu lukket. Lukningen skyldes ikke Fødevaredirektoratets påbud, men derimod problemer med at skaffe stabil arbejdskraft, siger ejeren, der ikke længere selv har tid til at arbejde i forretningen.
Brødbutikken Bake & Take på Immervad er lukket. Nøglen blev drejet om kort tid efter, at Fødevaredirektoratet udstedte påbud om at producere fødevarer på stedet på grund af dårlig hygiejne i køkkenet i kælderetagen.
Lukningen, der officielt skete den 23. december, er dog ikke en konsekvens af Fødevaredirektoratets indgreb, fastslår ejeren Horst Wilken, der startede Bake & Take for fem og et halvt år siden og selv drev forretningen de første år.
Ansatte har svigtet
»Nu har jeg ikke længere tid til selv at arbejde i forretningen, og det har desværre vist sig umuligt at drive den, uden at jeg selv er til stede i det daglige. Jeg har haft adskillige folk ansat, men de har ikke kørt forretningen på den måde, som jeg gerne vil have det. Det er utrolig svært at få noget ordentligt personale. Jeg har millioner af gange sagt, at de skal gøre rent, men mange unge mennesker er bedøvende ligeglade, og de tager ikke noget ansvar. Der skal hård styring til, ellers går det ikke,« siger Horst Wilken, der havde 12 ansatte i forretningen.Påbud - ikke en lukning
Den 31. oktober udstedte Fødevareregion Århus under Fødevaredirektoratet definitivt påbud til Bake & Take om at ophøre med at producere fødevarer på grund af dårlig hygiejne. Påbuddet figurerer på Fødevaredirektoratets seneste liste pr. 1. januar over fødevarevirksomheder, der har fået bøde, påbud eller forbud.
»Påbuddet kom efter en hel føljeton af påbud og advarsler om dårlig hygiejne i kælderen,« oplyser regionchef i Fødevareregion Århus, Aage Holst Petersen. Han tilføjer dog, at påbuddet kun omfatter fremstilling af fødevarer i det uhygiejniske køkken.
»Det er produktionen i kælderen, der er forbudt. Påbuddet gælder ikke salg af produkter, fremstillet andre steder eller bagt i ovne i forretningen ovenpå, så vi har ikke krævet forretningen lukket,« understreger han.
Ikke tid til driften
Horst Wilken har imidlertid fået nok.
»Jeg må erkende, at når ikke man selv er tilstede, så kan sådan en butik ikke køre. De første år kørte jeg Bake & Take sammen med mit engrosfirma Uni Bake, og her var der en vekselvirkning, hvor Bake & Take kunne bruges til afprøvning af nye produkter. Jeg har nu solgt Uni Bake til det tidligere Hatting Bageri og er nu selv ansat som konsulent her. Jeg har derfor ikke tid til butikken længere,« siger Horst Wilken, der trods lukningen af Bake & Take ikke har sat ejendommen til salg.
»Den har noget af byens bedste beliggenhed, og jeg har kontakt med folk, der er interesserede i at fremleje lokalerne,« siger Horst Wilken.
lone.dybdal@jp.dk
lisette.greve@jp.dk