Forgæves nødråb om hjælp mod uro
En henvendelse fra Brabrand IF til Århus Kommune på grund af ballade ved Tovshøjskolen har ikke givet resultat. Skole- og kulturrådmand Niels Erik Eskildsen (SF) vil ikke give ekstra penge eller medhjælp til klubbens hold i ældresvømning, som har været plaget af hærværk, tyveri og chikane. Dermed er aktiviteten for 15-18 pensionister helt slut.
»Det havde været rart med hjælp til ældresvømningen, men nu tror jeg ikke, at svømningen kommer i gang igen. Deltagere og ledere har mistet lysten,« siger Jakob Sennels, hovedformand i Brabrand IF.
Klubben stoppede holdet i løbet af efteråret på grund af hærværk mod biler og cykler, tyverier fra omklædningsrum og generel utryghed overfor grupper af indvandrerunge, som færdes i og omkring skolen. Et år tidligere måtte Brabrand IF på samme måde stoppe håndboldtræningen for børn og unge, som derfor blev flyttet til Brabrand-Hallen.
Svar fra rådmanden
Et møde om problemerne blev holdt i september sidste år, men i november valgte klubben igen at henvende sig til Århus Kommune. Efter nærmere overvejelser har rådmand Niels Eriks Eksildsen nu sendt sit svar til klubben.
Heri afviser rådmanden at hjælpe med penge til ældresvømning. I stedet foreslår han at flytte svømningen til eftermiddagstimerne, men den model tror Jakob Sennels ikke får svømmerne i gang igen.
»Svømmerne er trætte af forholdene. De gider ikke problemerne mere,« siger Brabrand-formanden.
"Nul-tolerance-linje"
Rådmanden opfordrer i sit brev klubben til at indføre en "nul tolerance-linje" over for de unge ballademagere og anmelde alle episoder til skolen eller politiet.
Men den opfordring ser Brabrands hovedformand ingen hjælp i.
»Det svar rummer jo intet nyt. Ofte er det svært at få folk til at anmelde en smadret rude eller et forsvundet sidespejl. Der er sket et skred, så man efterhånden accepterer mere og mere,« siger Jakob Sennels, Brabrand IF, der dog endnu en gang vil opfordre sine ledere til at anmelde alle episoder.
Brabrand IF vil i løbet af januar drøfte sagen på et forretningsudvalgsmøde.
jorgen.rye@jp.dk