Unge gik til fredsmøde i Gellerup

Godt 30 unge, der har været indblandet i den seneste tids vold og ballade i og omkring indkøbscentret City Vest, lovede onsdag bedre opførsel på et fredsmøde med de sociale myndigheder, fædregruppen Id-Fad og Politiets ungdomsgruppe ved Gellerup bibliotek.

»Vi har indset, at vi bliver nødt til at tænke på, at når vi laver ballade, går det også udover de andre beboere i Gellerup,« siger 17-årige Fadi Kassem, talsmand for de godt 30 unge.

Medlem af integrationsrådet Hicham Chouceir, der deltog i onsdagens møde, betegner mødet som frugtbart.

Opsang til unge

»Det var et godt møde, hvor de problemer der har været i City Vest, blev diskuteret. Først og fremmest er det flot, at de unge overhovedet viser initiativ og dukker op. De unge fik at vide, at de skal opføre sig ordentligt, hvis de vil have en fornuftig fremtid,« siger Hicham Choucheir.

»Vi vil forsøge at opføre os ordentligt. Problemet er bare at vi ikke har andre steder at gå hen end City Vest. Og balladen opstår, når vi ikke bliver ordentligt behandlet af vagterne. Vi vil gerne være gode venner med centervagterne. Men vi skal også bare behandle hinanden ordentligt,« siger 17-årige Fadi Kassem.

Fortrød udtalelser

Han beklager i øvrigt, at nogle af de mindre drenge blandt andet kom til at sige til TV, at vagterne bare skulle »klappes.«

»Det var ikke særligt fedt, at de kom til at sige det om vagterne,« siger Fadi Kassem.

Mange af de unges problemstillinger blev vendt på mødet, men nogen endelig løsning på problemet kom ikke bordet på onsdag.

»Vi vil forsøge at holde lidt lav profil med kriminaliteten,« sagde Fadi Kassem dog umiddelbart efter mødet.

Centerchef for City Vest, Gitte Krogh, var med til mødet, men ønskede onsdag ikke at udtale sig. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra politiets ungdomsgruppe.

murad.ahmed@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen