Mødre skuffede over lukning af Legeland

Husets beslutning om at lukke det mere end 20 år gamle Legeland blev tirsdag mødt med forundring af mødre, der jævnligt bruger stedet sammen med deres småbørn.

»Huset er vel for alle,« lød en af kommentarerne til, at Legeland for de 0-7-årige ophører i forbindelse med etablering af et multimedieværksted for de 7-18-årige.

En flok småbørn flyder i pudebassinet og tager sig en tur i klatrelabyrinten. Alligevel er der en lidt mat stemning omkring det runde, lave bord, hvor mødre sidder og snakker over madpakkerne.

"Legeland lukker". Det er oplysningen på et stykke papir, der ligger midt på bordet i Husets store Legeland.

Oplysningen blev tirsdag mødt med forundring af småbørnsmødre, der ikke tidligere havde hørt, at den mere end 20 år gamle tumleplads for de 0-7-årige skal lukke.

Underskriftindsamling

Huset skal nemlig bruge lokalet i forbindelse med etablering af et multimedieværksted for de 7-18-årige - et værksted, der ventes åbnet omkring 1. april.

Men mødrene var ret uforstående over for den kommende lukning, og de fik travlt med kuglepennen, da det gik op for dem, at der er en bruger-underskriftindsamling i gang.

»Huset er vel for alle,« lød kommentaren fra Henriette Moslund, der var i Legeland sammen med Mathias på et og Sara på to år.

Henriette Moslund er på forældreorlov og benytter tit Legeland - og ikke alene på grund af børnene.

»Når man går hjemme, savner man at snakke med nogle voksne,« mente hun.

Det behov får hun dækket i Legeland, hvor der kommer mange forskellige mennesker.

Tirsdag var der faktisk så mange, at en af mødrene måtte vente på at komme ind. Situationen var ikke helt ukendt for hende. Hun har aldrig oplevet andet end fuldt hus i Legeland, der årligt besøges af 8000-10.000 børn.

Men stedet er også så centralt, som det kan være - og det eneste for de helt små, mente mødrene, der ikke rigtig véd, hvor de skal gå hen, når Legeland lukker.

Annette Gils har ganske vist fået sin pige på tre år skrevet op til en legestue.

»Men der er 17 før mig, så det bliver først efter sommerferien,« konstaterede hun.

I lokalet over for Legeland sad Bent Blindbæk - Husets leder - og sagde, at han gerne så tumlepladsen og mødestedet fortsætte.

»Men det, der lukker nu, har primært en social funktion. Og vi har ingen forpligtelse i social henseende. Huset har en driftsoverens-komst med Århus Kommune, og ifølge den overenskomst er vi en kulturinstitution,« sagde Bent Blindbæk.

Han har holdt møde med daginstitutionsområdets og kulturforvaltningens kontorchefer for at se, om Legeland kunne føres videre andetsteds i byen. Men uden resultat.

Midt i beklagelsen af, at Huset lukker et tilbud for de 0-7-årige, konstaterede Bent Blindbæk, at stedet nu for første gang målretter nogle aktiviteter mod de 7-18-årige.

Huset har indgået et samarbejde med Børnekulturhuset, der er finansieret af Århus kommune. Samarbejdet betyder, at Huset skal lave et medieværksted for børn og unge og stille lokaler til rådighed for kursusvirksomhed under Billedskoler i Århus.

Digitale værksteder

I forbindelse med medieværkstedet laves hele 1. sal - hvor Legeland nu er placeret - om til digitale værksteder, der ud over det nye værksted er fotostudie og lydstudie.

»Det er nok en af de største forandringer i Husets 28 år gamle historie,« siger Bent Blindbæk. Der mener, at der skal nye boller på suppen, hvis Huset skal følge med i samfundsudviklingen. Og som konstaterer:

»Vi har så og så meget plads og så og så mange kroner. Hvis vi vil noget nyt, kommer det til at gå ud over noget andet.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen