EU-overarbejde til Århus Politi
Århus Politi forudser i stor stil at måtte bidrage med mandskab til politistyrken, der skal passe på ministre og EU-topfolk i forbindelse med møder under Danmarks formandskab for EU i år.
Selv om mange politifolk ved Århus Politi i efteråret fik nedbragt deres afspadsering betragteligt, valgte politiledelsen alligevel at sende dem hjem resten af året. Årsagen var, at politiet bevidst ønskede at være i underskud af timer forud for det danske EU-formandskabet i 2002 for at undgå en ny overarbejdspukkel.
Frygt for overarbejdspukkel
»Vi kender dagen i dag, men ikke dagen i morgen. Alle, der kunne sendes hjem, er derfor blevet beordret på afspadsering. Det har ikke alle været interesserede i, men vi frygter, at EU-formandskabet sammen med en eventuel stor kriminalsag vil skabe en ukontrollabel afspadseringspukkel, så derfor ønsker vi at spare overarbejdstimer op nu,« fortæller chefkriminalinspektør Allan Lund, Århus Politi.
De 470 politifolk ved Århus Politi havde tidligere på året opsparet fra to uger op til fire måneders frihed. Puklen er størst hos kriminalpolitiet, hvor efterforskningen af blandt andet bilbombesagen og menneskesmuglersagen med baltiske prostituerede har krævet enorme ressourcer. Senest er de voldsomme begivenheder fra Tilst, da politiet skød og dræbte to formodede kriminelle, kommet til.
Opgaver prioriteret hårdt
Målet for 2001 var, at 1200 dage skulle være afspadseret inden nytår. Det mål blev nået allerede i begyndelsen af november, men politiledelsen fortsatte med at sende folk hjem.
»Vi har anlagt en hård prioritering i hverdagen, hvor lettere tyverisager har fået lov at ligge, mens vi i andre sager har afkortet sagsbehandlingen, hvis vi mente, at bevismaterialet var tilstrækkeligt til domfældelse,« siger Allan Lund. Århus Politi forventer i andet halvår af 2002 at måtte aflevere en større gruppe politifolk til rigspolitet, når Danmark som forventet bliver mål for store demonstrationer under de planlagte topmøder i EU. Betjentene skal være på arbejde i otte eller tolv timers vagter, når de hjælper med at passe på EU-ministrene. Dertil skal lægges transporttiden frem og tilbage til eksempelvis København.