Processen

»Trusler om vold og død hører til dagens uorden i Danmark. De rettes ikke kun mod politifolk, men mod buschauffører, ansatte på skadestuer, socialmedarbejdere, børnehavepædagoger og alle mulige andre offentligt ansatte. Det er blevet langt værre end tidligere. Folk, der truer, skal straffes, men det forudsætter, at vi får en anmeldelse.«

Det siger chefanklageren ved politiet i Århus, vicepolitimester Villy Sørensen. Han er tilfreds med, at antallet af ikke anmeldte sager er faldet væsentlig i de senere år. Han kalder det et positivt træk og finder det vigtigt for den enkeltes selvværd og mod til at gå rundt på gader og stræder, at de ansvarlige bliver identificeret og straffet. Villy Sørensen fører straffesagen mod de fire biltyve, der natten til 29.december i fjor i Anelystparken i Tilst, var impliceret i en konfrontation, der kostede to af medgerningsmændene livet. De to - Claus Nielsen og Lars Jørgensen - blev dræbt, da politifolk angiveligt i nødværge skød på dem efter flere påkørsler. Luften er nu tyk af trusler om hævn, anonyme erklæringer, påstande om løgn og grove bemærkninger.

For Villy Sørensen hører de jobbet til. Andre bør, mener han, omgående gå til politiet efter hjælp. Det kan hindre nye tragedier.

Processen om dramaet i Tilst, hvor seks kriminelle i stjålne biler og hvide overtræksdragter som kamouflage blev opdaget, da de var i færd med at bryde ind i en gummiged, er delt i to. Den er et eksempel på, hvordan forsvarsadvokater og forbrydere kan føre sag i medierne. Tidligere tiders moralske habitus brydes ned i et samfund under forandring. Da tre af tyvene forleden med sigtelser for brugstyveri og forsøg på indbrud, lige som den fjerde allerede havde fået det, fik deres varetægtsfængsling forlænget til 29. januar, kunne det efterfølgende være svært at se forskel på virkelighed og actionfilm. Forsvareren for den ene af de fængslede, Claus Bonnez, procederede sagen videre i lokal-TV. Stående på trappen foran retsbygningen i Århus uden overtøj, iført sweatshirt og med begge hænder dybt begravet i bukselommerne insinuerede han foran kamera og mikrofon, at de betjente, der affyrede skud mod tyvene, lyver. Han mente, at der er en mistænkelig uoverensstemmelse imellem, hvad der står i døgnrapporten, og hvad der blev sagt i det efterfølgende forhør.

Betjenten, der affyrede det dræbende skud mod Claus Nielsen, har forklaret, at han, før han skød, så Claus Nielsen bøje sig ned efter noget, der lignede et våben, men senere viste sig at være et koben. »Jeg har en mistanke om, at den her betjent, måske slet ikke har set noget våben,«sagde Claus Bonnez. Han mente, at forklaringen først var kommet til senere og uddybede derefter sin påstand: »Hvis man har troet, at det var et våben, og at man derfor har skudt et andet menneske, der er afgået ved døden, så måtte det være noget af det første, man fortæller.«

Helt almindeligt

Villy Sørensen konstaterer, at det ikke længere er usædvanligt, at der procederes videre for pressen uden for retssalen, men siger:

»Bonnez er aldrig rigtigt kommet til at læse sin egen sag. På pressemødet allerede 29. december blev episoden med den mand, der inde i bilen bøjede sig ned efter kobenet, nævnt af statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen. Jeg har læst det i aviserne. Bonnez kunne have gjort det samme. Det kan da ikke være ret forsinkede informationer.«

»Er det ikke underligt, hvis oplysningen ikke findes i døgnrapporten ?«

»Angivelserne i en døgnrapport er ikke nogen hverken delvis eller udtømmende oplysning om, hvad der er foregået. Der er tale om en journalisering. Man konstaterer, at en begivenhed har fundet sted, men ikke hvad forklaringen er. Den står i politirapporterne.«

»Hvordan har du det med, at Claus Bonnez, der er formand for den kriminalpolitiske forening KRIM, forklarer pressen, at han tror, at politiet lyver ?«

»Det er jo aldrig rart, men det er særlig ubehageligt, når det slet ikke drejer sig om den del af sagen, som jeg beskæftiger mig med, nemlig straffesagen. En rutineret forsvarsadvokat burde, hvis han mener politiet ligger inde med informationer, som kunne få hans klient løsladt, have bedt om at få dem udleveret. Det skete ikke under de 14 dage, varetægtsfængslingen har varet. Hvis han var utilfreds både med efterforskningen og behandlingen i byretten og mente, at hans klient ikke skulle have været varetægtsfængslet længere, ville han vel begge gange have kæret til Landsretten. Det har han hverken gjort efter grundlovsforhøret eller efter forlængelsen. Jeg kan kun have den opfattelse, at proceduren først i retten og senere uden for på trappen ikke havde til formål ikke at sige noget om straffesagen mod hans klient, men om den anden side af sagen, som jeg ikke kender noget til, nemlig politifolkenes skyderi. Ingen af de informationer, han bad om, har indflydelse på spørgsmålet, om fængslingen af hans klient skulle forlænges eller ej. Netop da hans klient kom ind, sagde jeg, at jeg ikke ville diskutere forsøg på manddrab. Varetægtsfængslingen skulle forlænges på grund af brugstyverier og forsøg på indbrud. Det var de sigtelser, han blev fængslet på og har intet at gøre med det, forsvareren sagde.«

Villy Sørensen understreger, at sagen er så kompleks, at den kræver stor efterforskning.

Det kan ikke gøres på få timer eller ganske få dage. »Den første af de fire fængslede, der blev fremstillet for retten allerede 29. december, blev sigtet for forsøg på manddrab,«forklarer Villy Sørensen.

»Det gjorde nummer to, der blev fremstillet 31. december, også. Da de fire har været fælles om det, er det logisk, at sigtelsen også skulle rettes mod de sidste to. Statsadvokaten og kriminalpolitiet har lavet en aftale om, at politiet ikke skal afhøre de fire sigtede, før statsadvokaten har afhørt dem i forbindelse med undersøgelsen fra den anden side. Politiet har ganske vist informationerne fra statsadvokatens afhøring, men de er ikke rettede mod det samme, som dem vi har brug for i straffesagen.«

Tung ungdom

Efter seancen på trappen gav en afdæmpet næsten forsagt Claus Bonnez samme aften endnu et bidrag til underholdningsværdien af tragedien, da han i studiet i TV 2/Østjylland erkendte, at han selv har været kriminel.

Han sagde, at han havde begået brugstyverier og biltyverier.

Undomskriminalitet havde det været, men åbenbart af den noget tungere slags, da han i længere tid har siddet i fængsel. Han mente, at rockerne og »den kedelige del« af politikorpset ligner hinanden. Med sit særlige kendskab til rockerne og det rockerrelaterede miljø karakteriserede han dem som »ret svage«og »autoritetstro«, hvad der næppe kan have gjort ham populær hos klienterne.

Tonen fra trappen var ændret, og Bonnez kaldte i en bisætning pludselig det danske politi for »et af de bedste korps i verden.«

Problemet med de to sager i den utroligt ulykkelige sag, undersøgelsen af politibetjentenes handlinger og straffesagen mod biltyvene, er, at de efterforskes fra to sider. Personerne og en del af handlingen er sammenfaldende.

»Men«, siger Villy Sørensen, »man skal ikke glemme, at det hele starter med en overtrædelse af straffeloven, og at politiet derfor kommer til stede.«

Da to af forbryderne stadig var på fri fod , men eftersøgt, blev de interviewet af JP Århus og af dagbladet Politiken. De havde selv henvendt sig for at få deres forklaringer frem.

»Hvad mener du om, at journalister på forslag fra de eftersøgte mødes med dem i en så alvorlig sag ? Kunne det ikke være et moralsk problem for pressen.«

»Jeg respekterer, at journalister skal skaffe nyheder,« svarer Villy Sørensen. Der er imidlertid tale om en meget alvorlig sag ikke mindst for de to kolleger i politiet. Jeg mener, at man burde have overvejet at lade være med at bringe interviewet, før politiet havde haft mulighed for at afhøre de eftersøgte hver for sig. Aviserne har smadret efterforskningen. Det er svært at tro på, at de sigtede, når de har afgivet én fælles forklaring - nedfældet på tryk - vil afvige den senere.»«

»Kan du ikke forstå, at det er en fristelse for en journalist, når en eftersøgt ringer og siger, at han vil interviewes ?«

»Jo, sagtens. Man har selvfølgelig lyst til at skrive og bringe nyheder, som man er alene om. At der så var flere aviser og en TV-station, der havde det samme, er noget andet. Det, jeg ikke kan forstå, er, at man ikke spørger mere kritisk. Uanset hvad der måtte være foregået på stedet, så har de begået noget strafbart. De kommer jo kørende i brugsstjålne firehjulstrækkere. Det har de selv tilstået. Journalisterne kunne spørge, hvad de skulle der. Hvorfor de var klædt, som de var. Hvorfor de ikke havde meldt sig hos politiet. Hvorfor de stjal biler i Vejle og Silkeborg. Om de ikke vidste, at de havde brudt straffeloven, og om det ikke var politiets opgave at hindre dem i at komme videre. »Skulle journalisterne have afvist tyvene ?«

»Ærlig talt, hvis jeg havde været journalist, havde jeg nok også interviewet dem. Jeg kan forstå, at journalisterne havde lyst til at gøre det, men kun fordi det er godt til at sælge aviser. Det har bare ikke noget at gøre med pressens egen definerede rolle som den fjerde statsmagt.«

Villy Sørensen er ikke indigneret over, at straffesager procederes i pressen, selv om det foregår oftere og oftere. Juristernes stridigheder underholder. Det, der efter hans mening er farligt, er noget andet.

»Forsvarsadvokaten udtalte sig på trappen om noget, han burde vide, at anklagemyndigheden ikke kan svare på. Der foretages en ikke offentlig tilgængelig undersøgelse. Hvis han kun havde udtalte sig om straffesagen, kunne pressen derefter have bedt om anklagemyndighedens kommentar til trappeproceduren. Hvis jeg, som sagen stod, nu var blevet spurgt, måtte jeg have afvist at svare. Påstandene stammer fra den del af sagen, jeg er uden kendskab til. Jeg ved ikke, om forsvareren ved det, men det er et faktum. Ingen af de elektroniske medier bad om min kommentar til det, han havde sagt, men dagen efter blev jeg dog spurgt af Jyllands-Posten.«

Chicago i 20'erne

Begravelsen på Vestre Kirkegård i Århus fredag 11. januar af Claus Nielsen, der var på vej til at blive optaget i Hells Angels, fik karakter af magtdemonstration. Uniformerede mænd fra rockerorganisationen kørte i procession på store motorcykler, regulerede trafikken, visiterede besøgende og dominerede billedet, som om man var i Chicago i 1920'erne. Politiet holdt sig på afstand, og borgerne lod sig ikke provokere.

»Var det, Villy Sørensen, afmagt eller klogskab, der dikterede politiets holdning eller mangel på holdning ?«

»Det er kirkegårdens administratorer, der skal sørge for, at der er fri adgang. Politiet har sådan set ikke noget med det at gøre. Ordenspolitiets ledelse havde udtrykkelig sagt, at man, hvis der opstod trafikale problemer, ville komme og bistå. Der kom mig bekendt ingen anmeldelser. Når afdødes familie ønskede en sådan begravelse, måtte man respektere det.«

»Skal andre borgere i et retssamfund finde sig i en sådan demonstration. Kan du ikke forstå, at mange er oprørte ?«

»Jo, sagtens. Men skal man ikke hellere lade det tage sig ud som en magtdemonstration fra rockernes side end tage en fysisk konfrontationt, når man tager de efterladtes sorg i betragtning ? «

»Har politiet ikke givet op og overladt gaden til rockerne eller måske villet sige: »Nu kan i se, hvad der sker, når vi holder os væk ?«

»Overhovedet ikke. Man har respekteret, at der er efterladte, som bærer sorg. Der er ingen grund til at opsøge konfrontationer og da slet ikke i forbindelse med en begravelse.«

En af de sigtede ringede, da han stadig var på fri fod, til politigården og truede med hævn. Chefkriminalinspektør Allan Lund er ligeledes telefonisk blevet truet og atmosfæren omkring sagen er i det hele taget betændt. Hver eneste trussel bliver nu undersøgt og vurderet. Villy Sørensen har været anklager i mange opgør med byens underverden og er ofte blevet truet med vold og pludselig død, men har ikke reageret med andet end skuldertræk.

»Hvorfor ikke ? «

»Så bliver det da først interessant Men vi kører en absolut lavtærskel tolerance over for trusler mod mennesker, der er på arbejde. Politifolk f.eks. Vi finder os ikke i det. Linjen skal fastholdes. Jo lavere tærskel, man anlægger- også hos domstolene - jo mindre er risikoen for at tingene eskalerer som her 29.deecember.«

»Er du ikke selv på arbejde, når de råber efter dig i retten ?«

»Jo, men da kan jeg bedre forstå, at de skal af med det over for mig. Med det job, jeg har, kan det ikke undgås. Jeg hører det bare ikke så tydeligt.

jpaarhus@jp.dk