Fortsæt til indhold
Aarhus

Europas bedste hjemme i Århus

Christian Bladt var dårligt stået op, da det bankede på døren i kælderlejligheden i Århus. Uden for stod der en flok gamle venner fra gymnasietiden i Esbjerg. De ville fejre deres nye EM-helt, efter Christian Bladts største bedrift i karrieren - pointsejren over italieneren Alessandro Duran i Thyhallen i Thisted sent fredag aften.

Af OLE WEJSE SVARRER

»Jeg er først lige stået op, for vi kom til at drikke en hel del champagne i nat, og vi kom jo i forvejen sent hjem. Men jeg har en fed fornemmelse i kroppen. Jeg har ingen skrammer i ansigtet, for han ramte mig jo næsten ikke,« sagde helten, mens han pløjede dagens aviser igennem for at genopleve kampens 12 omgange.

»Jeg har jo vidst i seks uger, at jeg ville blive europamester, så det var rart, da det endelig skete,« smilte han - blottet for ydmyghed - præcis som det var tilfældet i minutterne efter kampen:

Et par titelforsvars-kampe

»Jeg glæder mig til at forsvare min titel et par gange,« sagde han fra ringen.

Drengene fra Esbjerg gav nu ikke meget ro til den 28-årige bokser, for lørdag eftermiddag gik turen til Odense til mere fest, farver og boblende champagne. Og bagefter venter en tiltrængt skitur til Østrig med flere venner.

På alle måder var han glad, stolt og veltilfreds med sig selv, men én ting fortryder han. Da han ville takke det medlevende publikum for opbakningen, kom han for skade sige tak for »opbakningen her i Pandrup.«

Dårlig timing, når nu de 1600 sjæle kom fra Thisted. Men det glemmer han nok aldrig nogensinde igen.

SIDE 12