Fortsæt til indhold
Aarhus

Studerende bag billig Marselis-tunnel

En to kilometer lang tunnel til lastbilkørsel under Marselis Boulevard kan bygges for et betydeligt lavere beløb en de 700-800 mio. kr., som politikere og embedsmænd i Århus Kommune hidtil har regnet med.

Af KAY RASMUSSEN

Det er i hvert fald, hvad to studerende, Rasmus Bøje Pedersen og Verner Tønning, på Ingeniørhøjskolen i Århus er kommet frem til i forbindelse med, at de har haft en tunnelløsning under boulevarden som afgangsprojekt.

»Under debatten om en forbedret adgang til Århus Havn har det ud fra et skitseprojekt været nævnt, at en tunnel under boulevarden vil koste 700-800 mio. kr. Vore beregninger viser, at projektet kan laves for ca. 500 mio. kr. plus/minus 10 pct.,« siger Rasmus Bøje Pedersen.

Løsning til 11-tal

De to studerende, som nu er ingeniører med et 11-tal for afgangsprojektet, er i øvrigt ikke overbeviste om, at det ender med en tunnelløsning. »Projektet har vist os, at der er tale om en meget politisk sag. I bund og grund drejer det sig om at få en anden tilkørsel til havnen udelukkende af hensyn til containertrafikken. Er det tilfældet, kan jeg udmærket i stedet for en tunnel forestille mig en såkaldt shuttle-trafik med tog, der kører i pendulfart mellem havnen og et transportcenter,« siger Verner Tønning, der i øvrigt har fået job hos firma i Lyngby, hvor han skal være med til at projektere hovedstadens operahus.

Kammeraten Rasmus Bøje Pedersen har endnu ikke været så heldig at finde et job, men som han siger, så er vinteren jo ikke det bedste tidspunkt for anlægsarbejder.

De to studerende er i deres beregninger af en tunnel især gået ud fra en teknik kaldet "top down". Den er skånsom for omgivelserne under anlægsarbejderne, der totalt blot vil tage et år og otte måneder.

Metoden betyder, at der etapevis på den to km lange strækning først hamres spunsvægge i jorden.

Derpå støbes et dæk, som skal være tunnelens top og samtidig fundamentet for kørebanen på boulevarden - et projekt, som tager ca. ni måneder. Derefter fjernes jorden under vejbanen, mellem spunsvæggene, så der til sidst er "hul" hele vejen igennem.

De to studerende præsenterede deres tunnelprojekt , da Ingeniørhøjskolen i går havde den ene af to årlige dage med udstilling af afgangsprojekter. Flere end 800 gæstede skolen for at se, hvad de studerende har arbejdet med.

God propaganda

»Efter en sådan dag får vi en hel del tilmeldelser til studiet, og jeg er sikker på, at vi når op på omkring 135 nye studerende, samme antal som de foregående fire-fem år. Et meget tilfredsstillende antal,« siger studievejleder Niels Mølstrøm.

IT-job til alle

Optaget af studerende pr. 1. februar er altid lavere end om sommeren. Da ligger antallet af nye studerende stabilt omkring 250, hvilket skolen også er meget tilfreds med.

Næsten alle nyuddannede ingeniører inden for IT- og elektronikområdet har fået arbejde, mens rundt regnet hver tredje inden for byggeteknik og maskinområdet snart kan arbejde som ingeniører.

kay.rasmussen@jp.dk