Ny krise på Aarhus Teater

Formanden for Aarhus Teater varsler yderligere økonomiske stramninger på teatret. Meldingen kommer efter at publikum har svigtet forestillingen "Mordet i Marat" så massivt, at den bliver taget af plakaten.

Publikum svigter Aarhus Teater i en sådan grad, at den højt profilerede forestilling "Mordet på Marat" i dag bliver pillet af plakaten. Det sker en uge før tid, og det skuffende billetsalg får nu formanden for Aarhus Teaters styrelse, Kim Andersen (V), til at bebude yderligere økonomiske stramninger. Kim Andersen vil have strammet alvorligt op på den akutte handlingsplan, som teatrets styrelse behandlede for kun to uger siden som reaktion på, at teatret mister 2,5 millioner statslige støttekroner.

Formand: Stram balderne

»Handlingsplanen er kun lige til øllet. Den tager ikke højde for det negative regnskab fra sidste år, og den tager ikke højde for, at teatret skal have plus i regnskabet i år. Teatret skal stramme balderne nu, hvis der skal være frihed til at tage kunstneriske chancer,« siger Kim Andersen, der også er medlem af Folketinget og Århus Amtsråd.

Tilskuere svigter

Publikumstallet er raslet ned, og det ramte hårdt i sidste regnskab, hvor Aarhus Teater kom ud med et underskud på 1,2 millioner kroner. Teatrets styrelse har allerede sparet otte stillinger væk. Men Kim Andersen vil ikke afvise nye fyringer.

»Jeg kan ikke udelukke, at der på sigt skal ske en yderligere reduktion af medarbejdere,« siger han.

Han vil have desuden have ryddet kraftigt op i teatrets repertoire, så kunstneriske satsninger fremover bliver forbeholdt de små scener, mens teatret skal hive en stabil indtjening hjem på sikre publikumshit.

»At publikum svigtede "Mordet på Marat" beviser jo, at det aldrig skulle være sat op på Store Scene. De mere kunstneriske forestillinger hører til på de små scener. Vi skal frem over være helt sikre på, at repertoiret på Store Scene er store og sikre sællerter,« siger Kim Andersen.

Skuffende salgstal

Aarhus Teater havde forventet, at der mindst ville blive solgt 8000 billetter til "Mordet på Marat" på Store Scene, men billetsalget skuffede med kun 6000 solgte billetter.

»Det er den yderste løsning at afkorte spilleperioden, og jeg er ked af, at det har været nødvendigt. Det kan hurtigt blive en ond spiral for teatret, hvis publikum har købt billetter til en forestilling og ikke kan regne med, om den bliver opført,« siger Kim Andersen.

Ærgerlig souschef

Souschef på Aarhus Teater Leif Due er ærgerlig over, at publikum svigtede en forestilling, som han ellers betegner som en kunstnerisk succes.

»Der har den seneste tid været meget turbulens om Aarhus Teater. Det er klart, at det ikke har bidraget positivt til billetsalget,« siger han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen