Tre unge fængslet for voldtægt af 16-årig pige
I en ny grov sag om voldtægt af en pige har retten i Århus besluttet at frihedsberøve tre drenge.
Fredag eftermiddag fængslede en dommer to 17-årige indtil den 4. april, oplyses det hos kriminalpolitiet i Århus. De to skal formentlig anbringes i en lukket institution for unge kriminelle i stedet for et rigtigt fængsel for voksne. I forvejen er en tredje 17-årig blevet fængslet.
De to senest fængslede blev anholdt af politiet i Brabrand torsdag aften med halvanden times mellemrum.
Offeret i sagen er en pige på 16 år. Hun stod på Telefontorvet mandag aften ved 23-tiden, da hun blev antastet af en gruppe på tre drenge. De trak hende ifølge pigens forklaring med ind i en lille smøge ved Fiskergade, hvor de forgreb sig på hende. Ifølge politiets foreløbige undersøgelser udviklede det sig til en regulær voldtægt for mindst en af drengenes vedkommende.
Pigen var i stand til at udpege den ene af gerningsmændene i politiets fotoarkiv, og siden hen fulgte så de øvrige anholdelser.
- Alle tre erkender, at de har været på stedet på det tidspunkt. Men deres forklaring går mere på, at pigen deltog frivilligt, har chefkriminalinspektør Allan Lund udtalt.
/ritzau/
081703 CET MAR 02