Mobning på job koster milliarder

Det danske samfund har årligt udgifter på mindst 3,7 mia. kr. som følge af, at folk mobbes ud af deres arbejdspladser.

Beløbet blev offentliggjort i går på fagforeningen, HK's, konference i Århus om mobning. Beløbet bygger på fremskrivninger af oplysninger fra 45 mobningsramte århusianere.

Rystende stort beløb

»Det er et overraskende og rystende stort beløb, og så er de 3,7 mia. med sikkerhed lavt sat, fordi det bygger på, at "kun" én procent af den arbejdende befolkning i beskæftigelse mobbes. Mange eksperter vurderer, at op til fire procent af arbejdsstyrken er ofre for mobning,« fortæller Inger Lise Eriksen-Jensen, faglig konsulent i HK Århus/Handel og én af initiativtagerne til den store interview-undersøgelse.

Alene omkostningerne for samfundet i forbindelse med de 45 århusianernes forløb efter mobning beløber sig lavt sat til mindst 14,5 mio. kr. Det giver et gennemsnit på 322.000 kr. for hver person.

For de 15 århusianere, der blev ramt af mobning for mere end fem år siden, har samfundsudgiften været på mindst 8,5 mio. kr. svarende til 563.000 kr. pr. person.

Af de 15 er syv stadigvæk uden arbejde og periodevis sygemeldte.

Samfundsudgifterne er de beløb, der for eksempel går til arbejdsløshedspenge bistandshjælp, revalidering, sygedagpenge o.s.v.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen