Ingen øl-mangel trods fortsat strejke

Bryggeriarbejderne på Ceres Bryggerierne i Århus besluttede i går at fortsætte strejken, der begyndte onsdag morgen. Også på de tre andre bryggerier i Bryggerigruppen valgte arbejderne at gå hjem.

Men kunderne kommer ikke til at mangle TOP-pilsnere, forsikrer både tillidsmand Jesper Frid og teknisk direktør Povl Friis. På bryggeriets lager og ude på depoterne er der øl nok.

Ingen blokade

»Ingen her vil skade vores arbejdsplads, og der er ikke planer om blokader,« sagde Jesper Frid i går. »Så der bliver ingen ølmangel.«

Strejken skyldes utilfredshed med, at lokale lønforhandlinger endnu ikke er afsluttet. Hverken tillidsmanden eller direktøren ønsker at oplyse, hvor mange penge, der skiller ledelse og medarbejdere.

For to år siden blev lønforhandlingerne klaret uden konflikt, oplyser Povl Friis.

Møde fredag

På et fællesmøde mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening i går blev de strejkende pålagt at genoptage arbejdet klokken 14 torsdag eftermiddag.

Men det skete ikke, og de strejkende mødes først fredag morgen for at drøfte situationen.

»Det er lidt trist, at det skulle komme så langt. Vi har ellers et godt forhold til ledelsen,« siger Jesper Frid, der beklager strejken. Som tillidsmand skal han opfordre sine kolleger til at genoptage arbejdet ved mødet i dag.

»Lagrene rækker til nogen tid, men jeg går ud fra, at konflikten går i sig selv efter mødet mellem DA og LO,« sagde Povl Friis i går.

Truet af bod

Hvis arbejdsnedlæggelsen forsætter, vil de strejkende formentlig blive pålagt bod. Ingen bestrider, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig.

I alt 460 mand på de fire bryggerier Ceres, Thor, Faxe og Albani. 120 er ansat på Ceres i Århus.

erik.thomle@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen