Eksplosion i antallet af mobbede på jobbet

På få år er der sket en eksplosion i antallet af århusianere, som er blevet syge af mobning på arbejdspladsen.

Problemet med mobning er så alvorligt, at fagforeningen HK i Århus nu forsøger at åbne landets første "skadestue" for personer, der på grund af mobning ikke længere kan fungere hverken på jobbet eller derhjemme.

For 10 år siden havde fagforeningen HK/Handel i Århus omkring 10 henvendelser om alvorlig mobning om året, og i fjor toppede antallet så med 60 henvendelser.

I alt var der i fjor til alle HK's afdelinger i Århus tæt ved 250 henvendelser fra ansatte, der var ved at gå til grunde rent psykisk, fordi de havde det meget dårligt på jobbet.

Den ildevarslende statistik kommer fra faglig konsulent Inger Lise Eriksen-Jensen fra HK/Handel i Århus, som er den medarbejder i fagforeningen, som oftest tager sig af mobningsramte medlemmer.

»Der har de seneste år været en eksplosion i antallet af medlemmer, som er blevet syge af mobning, og som virkelig har det meget, meget dårligt. Da det offentlige ikke anerkender mobning som en arbejdsskade, sender HK de værst ramte medlemmer til krisehjælp. På landsplan skete det i 1999 i 49 tilfælde, i 2000 blev 91 medlemmer behandlet, og i fjor var det 98,« fortæller Inger Lise Eriksen-Jensen.

Rehabiliteringsprojekt

Mens "skadestuen" endnu er på et undersøgende stadium, så er HK klar med et rehabiliteringsprojekt for 16 navngivne mobningsramte århusianere. Lykkes det at indsamle penge nok, vil de 16 fra 1. august komme ind i et to-årigt forløb, som blandt andet vil sende dem tilbage til "helvede" - på arbejdsmarkedet. Denne gang dog på udvalgte arbejdspladser, som har et godt ry, og som er medspillere i projektet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen