Fortsæt til indhold
Aarhus

Århus-virksomhed på storindkøb i England

TC Group har skruet gevaldigt op for volumenknappen. Risskov-virksomheden har netop investeret 180 mio. kr. i det britiske holdingselskab TGI og får dermed kontrollen over fire velrenommerede højttaler- og forstærkervirksomheder. Med den store handel mangedobler TC Group sin omsætning og medarbejderskare.

Af MORTEN ZAHLE

»Jeg er helt overbevist om, at vi har gjort en god forretning. Vi har formindsket vores risiko og fået langt større muligheder,« siger den 39-årige administrerende direktør Anders Fauerskov, der formentlig flytter til England som følge af den store investering.

»Det vil være naturligt, at jeg bosætter mig dér, hvor de store udviklingsmuligheder ligger,« siger han.

Han sidder ved det lange bord i mødelokalet i TC Groups hovedkvarter på Sindalsvej i Risskov, hvor han efter storindkøbet er blevet en næsten sjælden gæst. Det meste af tiden går med flyrejser, besøg i de nye virksomheder og analyser af fremtidsmulighederne.

På væggen hænger en stribe diplomer, der fortæller historien om en af landets hurtigst voksende virksomheder. I fire år i træk i slutningen af 1990'erne var hovedselskabet i TC Group, TC Electronic, i gazellernes top 10 - og i 1998 vandt virksomheden titlen som årets vækstskaber i Midt- og Østjylland foran 84.444 konkurrenter.

Nu har TC Group givet ambitionerne endnu et hak opad - et stort ét.

Siden Anders Fauerskov i slutningen af 1993 kom ind i virksomheden efter tilfældigvis at have set en stillingsannonce i avisen, hvor virksomheden søgte en adm. direktør og medejer, er TC Group vokset og vokset. Efter den seneste handel har vokseværket medført en omsætningsstigning siden 1993 fra 18 mio. kr. til 800 mio. kr. Samtidig er medarbejderskaren vokset fra 23 til 650, hvoraf de 125 hører til på Sindalsvej i Risskov.

Cher-effekten

TC Electronic er ikke kendt af den almindelige dansker. Men alle har hørt musik, som har været en tur gennem firmaets produkter. Det er TC Electronic, der har skabt teknologien bag Rasmus Radiomus' høje stemme, og virksomheden må også påtage sig skylden for, at TV-reklamer lyder højere end de almindelige programmer, uden at lyden målt i decibel faktisk er højere.

Men først og fremmest bliver TC Electronics produkter brugt i pladestudier til at forbedre eller manipulere med sang og musik. Ifølge Anders Fauerskov er virksomhedens produkter brugt på mindst 90 pct. af al den musik, der bliver indspillet i dag. Og hvis man tænder for MTV, vil man erfare, at sangstemmerne i stigende grad bliver brugt som instrumenter og udsat for det, Anders Fauerskov kalder Cher-effekten.

Udtrykket stammer fra Chers hit "I believe", som er et godt eksempel på, hvordan man kan manipulere med en stemme.

Det store køb af TGI faldt på plads for et par måneder siden, og Anders Fauerskov har - som han udtrykker det med et skævt smil - i bedste præsidentstil givet sig selv tre måneder til at analysere mulighederne i de fire nyindkøbte virksomheder.

Det er de tre højttaler-producenter Martin Audio, GLL og Tannoy samt forstærkerproducenten Lab-Gruppen. Det store spørgsmål er, hvordan han bedst kan kombinere den nyeste teknologi og den knowhow, der ligger i den 50 mand store udviklingsafdeling i TC Electronic, med rutinerne hos de traditionelle højttaler-producenter, der leverer produkter til bilindustrien og til hifi-entusiaster.

»Den overordnede tankegang er, at TC Electronic har en fantastisk dygtig udviklingsafdeling, og den skal vi kombinere med de nye virksomheder. Vi er verdens førende inden for digital signal processing til professionel lyd og kan ændre lyden på en hvilken som helst måde. Med vores produkter kan man komme til at lyde som Joe Cocker, Madonna eller en kirkesanger,« forklarer Anders Fauerskov, der har store forventninger til virksomhedens nyeste teknologi, der kom på markedet i november: Den første digitale forstærker med digital processing og digital netværksløsning indbygget i en højttaler - i dette tilfælde en højttaler fra Dynaudio.

»Vi har teknologien, men det tager tid at udvikle nye produkter og nye koncepter,« siger Anders Fauerskov, der med den nye investering får adgang til et marked, som er langt større end det, som hidtil har været TC's hjemmebane.

To brødre

TC Electronic har mere end 25 år på bagen og er altså langt fra nogen ny virksomhed. Eventyret begyndte med to brødre, Kim og John Rishøj, der fik en god idé. De spillede begge guitar, og Kim Rishøj, der dengang gik på teknikum, opfandt sin egen effektpedal, fordi han ikke var tilfreds med dem, der var på markedet. Siden lavede han én til sin bror og nogle til vennerne. Ideen var så god, at de to brødre en dag befandt sig på en messe og siden fik en ordre fra Japan på 200.000 kroner.

Dermed var TC Electronic grundlagt. Men det endte med konkurs i 1989, da virksomheden havde 30 ansatte.

Tonemester ved Musikhuset i Århus, Gert Frederiksen, kendte produkterne og købte TC Electronic ud af konkursboet, men der var fortsat underskud i begyndelsen af 1990'erne.

For stor spredning

»De havde mange gode ideer, men problemet var, at de spredte sig over for mange produkter og for mange markeder, så salgs- og marketingsarbejdet kunne ikke følge med,« forklarer Anders Fauerskov, der kom ind i virksomheden i 1993 med en MBA som ballast. Han kom dengang fra et job som konsulent i Boston Consulting Group i München.

Meningen var, at han ville være der i tre år og vise over for sig selv og omverdenen, at han kunne administrere jobbet som direktør og få virksomheden til at tjene penge.

Men i dag ni år senere er han der endnu, og han har ingen planer om at rejse.

»Det er et utroligt spændende og sjovt miljø at arbejde i. Vi er på forkant med udviklingen og er med til at skabe fremtiden. Og vi har nogle meget engagerede medarbejdere, Mange af dem er udover at være ingeniører, sælgere eller elektronikmekanikere også musikere, så de arbejder med deres hobby, og det giver en helt speciel gejst,« siger Anders Fauerskov.

At TC Electronic er en ganske god arbejdsplads, får man et indtryk af ved at gå en tur gennem produktionen. F.eks. er der et lydstudie, som medarbejderne kan benytte med deres bands efter fyraften. Og mens JP Århus er på besøg, kommer alle medarbejderne fra udviklingsafdelingen hjem fra kombineret messebesøg og skiferie i Østrig.

Anders Fauerskov, Kim Rishøj og Gert Frederiksen ejer hver knap en tredjedel af TC Group. De resterende fire procent er ejet af medarbejderne.

Anders Fauerskov har store forventninger til fremtiden.

»I de kommende år skulle vi gerne opleve tocifrede vækstrater hvert år,« siger direktøren, der ikke vil uddybe de økonomiske forventninger yderligere.

Han siger dog, at planen er at finde eksterne investorer i løbet af i år, og derefter følger sandsynligvis en børsintroduktion af TC Group i løbet af tre-fem år.

En børsintroduktion, der formentlig vil forgylde ejerne af TC Group.

morten.zahle@jp.dk

Selskaberne

I TC Group-familien er der nu syv virksomheder - fire nye og tre gamle:

De nye:

  • Martin Audio, der producerer højttalere i køleskabsstørrelse til koncertbrug. Virksomheden ligger i High Wycombe ved Heathrow i England - og har intet med Martin Gruppen at gøre.
  • GLL, der producerer millioner af højttalerenheder til bilindustrien. Virksomheden er placeret i Havant på den engelske sydkyst.
  • Tannoy, der producerer hifi-højttalere i den absolut dyre ende - altså også på den øvre side af 100.000 kr. Tannoy, der ligger ved Glasgow i Skotland, blev etableret i 1926 og er verdens ældste højttalervirksomhed. Tannoy er blevet et begreb i det engelske sprog. Navnet findes i Oxford Dictionary. Man siger f.eks. »I heard it on the Tannoy«.
  • LAB-gruppen, der producerer forstærkere. Virksomheden ligger uden for Göteborg.

De gamle:

  • TC Electronics, der er blandt verdens førende inden for produkter, der kan forbedre eller lave om på lyd. 125 ansatte på Sindalsvej i Risskov.
  • TC Works, der laver lydredigeringssoftware til PC og Mac. 25 medarbejdere i Hamburg. Stiftet i 1997.
  • TC Helicon, der arbejder med teknologi til ændring af stemmer. 8 medarbejdere i British Columbia i Canada. Stiftet i 2000.