Volleyball: Hård træning i ASV har givet bonus

I tre sæsoner i den næstbedste række holdt ASV kadencen på træningsbanen. I går fik århusianerne comeback i eliten med en sejr.

Modsat tribunen, hvor der har indfundet sig 40-50 tilskuere har den arrangerende klub sørget for at sætte et par sponsorflag med et benzinselskabs logo op med gaffatape.

Et kampprogram er der simpelthen ikke nok økonomi i, og hvis man undervejs vil have en forfriskning, kan den - hvis man har sørget for at få småpenge med - trækkes i et par automater ude i Søjlehallen.

Vi er til volleyball i elitedivisionen for mænd, en dyst, der kun har en brøkdel af den opmærksomhed, som messen om krop, sind og ånd har i den nærliggende Marselisborghal. Men spillerne på ASV's elitehold er vant til at eksistere i ubemærkethed.

I de tre seneste sæsoner har volleyball-fanatikerne opholdt sig i 1. division, den næstbedste række, og der undrede modstanderne sig konstant over, at de friske Århus-drenge trænede fire til fem gange om ugen. Som et elitehold gør det.

»Vi betaler vores kontingent med et smil,« siger Nikolaj Zangenberg, en af spillerne, som søndag var med til at sikre en 3-1 sejr over Bedsted KFUM fra Thy.

Startede uden træner

Sammen med de øvrige spillere indledte han træningen i sommer, og langsomt blev der trappet op frem til sæsonstarten i går.

Men det første par måneder uden træner.

Op til den første hjemmekamp lykkedes det ASV at finde frem til Anders Skov, som gerne ville træde til. Der var bare lige det problem, at han ikke kunne stå i spidsen for holdet i sæsonens to første kampe. Derfor var Søren Bastholm i går manden, der skulle guide århusianerne til sejr.

»Det er vanskeligt at finde trænere i volleyball. Der er kun ganske få, der kan komme på tale. Nu fandt vi Anders Skov, men han sagde, at hvis vi havde spurgt ham i sommer, havde han sagt nej,« siger Nikolaj Zangenberg, en af de fire på det aktuelle hold, som for fire år siden var med til at rykke en række ned.

Arbejdet giver bonus

»Nu har vi holdet til at spille med i eliterækken, også fordi vi hele tiden har holdt samme træningsmængde. Arbejdet har givet bonus,« siger ASV-spilleren, der som hovedparten af de øvrige er studerende.

Nikolaj Zangenberg er ved at gøre en ph.d-afhandling i fysik færdig, men alligevel vil han have tid til at dyrke sin sport i op mod 12-14 timer om ugen.

Interessen for det hurtige spil fik han først i gymnasiet efter han havde dyrket stort set alle andre tilgængelige idrætsgrene.

»Sidste år startede vi en ungdomsafdeling sammen med Århus 1900 for at skabe mere tradition for spillet i byen. Men sporten er svær at gå til, da det kan være vanskeligt at få spil i gang,« siger han.

Smal sag

Mod Bedsted KFUM lignede det en smal sag for ASV at hive sæsonens første sejr hjem.

Første sæt endte 25-23, andet sæt 25-19, men så kom thyboerne tilbage og erobrede tredje sæt med 25-19.

I fjerde sæt var hjemmeholdet en overgang rystet, bagud 2-8, men det velspillede sæt sluttede med 25-23 til ASV.

»Når hver bold tæller, så bliver spillet mere seværdigt, men det lægger også større pres på spillerne. I dag var det tydeligt, at vi slet ikke var aggressive nok i starten af sættene, og så kom vi hver gang langt bagud, inden vi satte tempoet i vejret,« siger Nikolaj Zangenberg, som sammen med holdkammeraterne på lørdag spiller på udebane mod titelfavoritterne DHG i Dalum.

»DHG og Holte løber med det hele i år, mens det for de øvrige otte hold er dagsformen, der afgør en slutspilsplads. Vores fordel er, vi har en homogen trup, så vi kan holde til at nogle af spillerne har en dårlig dag,« siger Nikolaj Zangenberg.

jesper.engmann@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen