Ugens tilbud - en banegrav med udsigt

DET ER MÅSKE ikke alle, som endnu har fået øjnene op for det, men vi har i Århus ikke kun en å, men noget der kan sammenlignes med en flod og en floddal helt ind til bymidten, helt ind til banegården, nemlig banegraven med de strømmende, glitrende spor i bunden.

Skal banegraven nu vederfares samme uret som åen? Den blev som bekendt begravet for siden igen at blive gravet op.

Åen blev i sin tid overdækket for at bringe bilerne hurtigere og mere talstærkt frem. Ingen agtede den alligevel forurenede og stinkende å. Med tiden blev man klogere og gravede åen op igen. Det viste sig, at den heldigvis kun var skindød.

Åen livede hurtigt op og har skabt liv og glade dage i den indre by.

Det blev på alle måder en kanon succes. Byens beboere og til og med de handlende har taget den til sig. Arkitekter kommer rejsende langvejs fra for at beskue dette smukke, landskabelige element i urban udformning af stor betydning for byens rum. Om føje år vil man sikkert kunne bade i det, som engang med rette blev kaldt en åben kloak.

Det vil blive værre

I dag er det så banegraven, som må stå for skud. Den er forurenende og tilmed støjende, siger man.

Hvad gør det så, om det bliver endnu værre. Og det vil blive meget værre, når bilerne skal ledes ned i banegraven for at kunne køre ind til det nye indkøbscenter Bruuns Galleri.

Lokalplan 649 agter at føre trafikken i gadeplan gennem Frederiksbjerg og på skrå ned ad banegravens skrænter langs en af byens mest befærdede gang- og cykelstier, Halls Sti.

Man agter ikke bare at fylde "floddalen" op med stinkende biler. Man vil med en rampevej på selve baneskrænten ødelægge et enestående stykke bylandskab.

Skal vi virkelig endnu en gang ty til kortsigtede løsninger på byens trafikproblemer? Skal vi nu gentage drabet på Århus Å? Og er det overhovedet byens problem, om alle veje fører til Bruuns Galleri?

Selvfølgelig skal kunderne da kunne nå frem til ugens tilbud i bil, hvilket de da også kan ad den allerede etablerede vej fra Kystvejen. Men byen skal vel ikke ligefrem servere kunderne på et fad.

Giv banegraven, byens flod, en chance for ikke at blive smadret, før debatten om midtbyens nye, samlede trafikplan er afsluttet midt i 2003.

En forpligtigelse

Det her drejer sig ikke om at forhindre nyudvikling af byen. Der er ikke mange, der ønsker at bo i et stillestående bymausolæum. Byen skal til enhver tid have et mod til nutid.

Men vi har også en forpligtigelse til at tage vare på og måske til og med forbedre de kvaliteter, vi har fået i arv.

Vi har også en forpligtigelse til at tænke os om og tænke på dem, der kommer efter os. I det konkrete tilfælde tænker jeg på den helt fantastiske indføring af jernbanen gennem landskabet og ind midt i byens hjerte.

En grøn allé

Byen fik derved foræret en grøn allé, en imponerende floddal, en luftig korridor, en ekstra lunge.

Nu har vi en næsten skovagtig grøn, gammel bevoksning langs floden. Og tilmed en mulighed for at færdes langs denne byflod til fods og på cykel, langs det grønne, ud af byen, helt ud til Brabrand Sø. En landskabsstrækning, som alle andre byer må misunde os.

Hvem har ikke stået på Bruuns Bro og stirret ud mod fjerne horisonter, grebet af udlængsel. Fra Bruuns Bro har vi byens smukkeste udsigt og de smukkeste solnedgange, med hele himlen og det grønne bælte, der strækker sig og åbner sig ud mod andre åbne landskaber.

Banegravens grønne kanter er afgørende, træerne og den tætte bevoksning på skrænten giver den smukkest tænkelige ramme om rummet. Skrænten og dens uberørthed er i sig selv en støjskærm for trafikken i bunden af banegraven.

Dertil kommer, at banegraven også er en dyreveksel ind midt i byen. Vi har her både ræve, grævlinge, fugle og mus og selvfølgelig de vilde katte til at jage sidstnævnte. Det er netop denne blanding af by og vild natur, som er af så stor betydning.

De sammenhængende landskabelige kiler ind i det urbane, helt ind i byens midte, kan sikre denne kompleksitet.

Enestående element

Jeg bor selvfølgelig i nærheden af banegraven, fordi jeg elsker både byens tætte urbanitet og længes ud mod åbne landskaber. Banegraven er et enestående landskabeligt element. Den er et fatamorgana, en flod med smukke broer over.

Men alle disse billeder vil blive knust, hvis flodens skrænter nu skal barberes, træerne fældes og en vej føres ind på betonstylter. Det må være muligt at løse midtbyens trafikforsyning på måder, som også respekterer de værdier og kvaliteter i byen, som ikke kan aflæses på indkøbscentrets bundlinie.

Og jeg tror faktisk, at det kan lade sig gøre at forene både de smukke elementer i byen og den rationelle tilgængelighed.

Men rampevejen på baneskrænten gør det ikke. I debatten har der været fremført flere alternative forslag, og selvfølgelig skal tilgængeligheden til Bruuns Galleri indgå i den kommende debat og høring om midtbyens samlede trafikbetjening.

Indtil da må Galleriet være tilgængeligt med bil fra den nyetablerede vej fra Kystvejen. På den måde kan vi tage de overordnede, helhedsmæssige, langsigtede og koordinerende hensyn.

Vi har lært

Her i Århus har vi af bitter erfaring lært ikke at gå over åen efter vand.

Vi har lært at blive ved åen.

Fylder vi nu banegraven op med biler på hæslige betonramper, begraver vi banegraven. Så er det slut med de grønne skråninger, det planlagte vildnis for mennesker og dyr.

Samspillet mellem det planlagte og det uplanlagte er inciterende og altid aktuel. Alle erkender nødvendigheden af planlægning i nutidens komplekse samfund. Men vi kender også alle eksempler på det overplanlagte, som dræber alt liv.

Ingen havde planlagt Halls Sti. Den opstod af sig selv som resultat af udvidelsen af banegraven i 1927, hvor Halls Vej blev fjernet sammen med halvdelen af karreerne i de nu små blindgader.

Den opstod som en grøn sprække i byen, langs gavlene efter nedbrydningen. I dag ligger den upåagtet og sprængfyldt med poesi.

Her kan man slentre eller cykle af sted i sit eget tempo til akkompagnement af togene, som skal komme til tiden.

Vi vil gerne beholde Halls Sti som en passage i byen, en grøn sprække, et åndehul, et bilfrit og sikkert sted, hvor vi kan færdes langs den gamle træbevoksning i et forhåbentligt sammenhængende system ud af byen mod landskabet og naturen.

Intet akut problem

Virkningerne af lokalplan 649 for Frederiksbjerg som helhed er fremført af mange i debatten. Vi kan stadig nå at tænke os om.

Der er ikke noget akut problem med trafikbetjening af Bruuns Galleri.

Lad os bevare og forstærke banegraven som byens smukke landskabselement, som byens lunge og dyrenes spor.

Lad os dog bevare og forstærke den smukke floddal ind i bymidten og den smukke udsigt herfra ud af byen mod solnedgangen indrammet af de grønne brinker.

En by, der kun består af sten, tæmmede planter og dyr i snor er ikke en by til mennesker.