Kampen om Åkrogen
En næsten uløselig konflikt med fire parter trækker op ved den populære strandpark Åkrogen i Risskov. På den ene side står en byggematador med chance for en større millionhandel, mens kommunen på den anden side taler om at forbedre de rekreative forhold. Imellem føler naboer sig klemt af byggeplanerne, lige som en vuggestue anvendes som redskab i kampen om Åkrogen.
Den ellers så fredelige strandpark Åkrogen ved Risskov er ved at udvikle sig til en kommunalpolitisk krudttønde. Byplanrådmand Poul B. Skou (K) er på en næsten umulig opgave, når han skal forsøge at forlige interesserne mellem et uenigt byråd, rasende beboere i Risskov, en byggematador med milliondrømme - og 30 uskyldige blebørn.
»Der er ekstrem mange interesser, og der findes ingen løsning, som ikke nogen kan være lidt utilfreds med,« siger rådmanden, der har arvet den svære sag fra sin forgænger.
I de seneste seks år har kommunen sammen med skiftende grundejere forsøgt at forskønne den populære, men nedslidte strandpark med blandt andet en gammel restaurant, som i de seneste år har fungeret som surfcenter.
Hidtil er planerne især strandet på stor lokal modstand, fordi naboerne - og senere byrådsflertallet - har modsat sig skiftende byggeplaner.
Nu forsøger Magistratens 2. Afdeling i kommunen igen at fremme et forslag. Denne gang i samarbejde med direktør Mogens Sønderup, der ejer en stor del af jorden på Åkrogen, inklusiv den nedslidte restaurantbygning.
Sagen har været præsenteret i byrådet og ligger nu i teknisk udvalg.
BeboerprotesterFor beboerne i området er der lagt op til et følelsesladet opgør om trafikbelastning, mængden af nybyggeri tæt ved strandkanten, egne grundværdier og bevarelse af naturværdier. En arbejdsgruppe af kritiske borgere angriber kommunen for i for høj grad at gå bygherrens ærinde ved at tillade byggeri af 19 luksusboliger på et plateau, der løfter byggefeltet og giver mulighed for havudsigt over stranddiget i to meters højde.
Men det afviser rådmand Poul B. Skou:
»Der sker en afvejning af forskellige hensyn. Man kan ikke sige, at det er til fordel for den ene eller den anden - hverken direkte til fordel for bygherren, eller direkte for beboerne eller direkte til fordel for kommunen. Der er forsøgt et kompromis,« siger rådmanden, som tilføjer, at byggeriet skal hæves på et plateau for at få bilerne væk fra arealet og lade parkering foregå under husene.
Det er ikke, som naboerne hævder, for at sikre en bedre salgsværdi for husene?
»Det vil alt anden lige sikkert også blive en konsekvens. For der er ingen tvivl om, at et projekt, hvor parkering foregår under niveau, vil være dyrere, og så skal der være noget til at trække det opad,« siger Poul B. Skou, som fremhæver, at kommunens primære interesse er at forskønne det offentlige strandområde.
Købt for otte mio. kr.
For at opnå det har kommunen indgået en aftale med grundejeren Mogens Sønderup, direktør for Marselis Ejendomme Aps. i Risskov, som for et par år siden opkøbte en stor del af Åkrogen - i alt 18.375 kvadratmeter til en pris af otte millioner kroner ifølge oplysninger i tingbogen. Jorden blev købt af konkursboet efter Dansk Firma Center.
I en fortrolig aftale mellem kommunen og Mogens Sønderup, som nu ligger til vurdering i byrådet, er der lagt op til et såkaldt magelæg, det vil sige et jordbytte. Bygherren får jord at bygge på, mens kommunen får jord til strandparken. I magelægget indgår også en 344 kvadratmeter stor bygning, som ejes af Mogens Sønderup, men som siden 1991 har været indrettet og udlejet som kommunal vuggestue som "Sneglehuset".
Mogens Sønderup, der selv har betalt 2,8 mio. kroner for vuggestuebygningen med 1558 kvadratmeter grund, tilbød i maj sidste år kommunen at købe bygningen til 7,5 millioner kroner, men det afslog kommunen.
Nu er der til gengæld forhandlet en aftale på plads mellem parterne, og ifølge avisens oplysninger vil Mogens Sønderup med magelægget få 4,5 kroner udbetalt kontant.
En god forretning
Aftalen finder kun sted under forudsætning af, at de omstridte byggeplaner bliver godkendt af byrådet.
Med købet af Åkrogen for to år siden og med det mulige magelæg med Århus Kommune, er der lagt op til, at Mogens Sønderup kan gøre en rigtig god forretning.
19 rækkehuse
På den attraktive byggegrund, som efter magelægget med kommunen har kostet ham 3,5 millioner kroner, er det hans hensigt at opføre 19 rækkehuse på hver 140 kvadratmeter - de fleste med havudsigt - til en salgspris efter hans egne oplysninger på anslået 3,5 millioner kroner stykket.
»Jeg er sikker på, at 95 procent af beboerne i Risskov og Egå finder det særdeles positivt, at der bliver ryddet op i området, og mange har allerede vist interesse for boligerne,« siger Mogens Sønderup.
Flere boliger i området
I dette miljø af store økonomiske interesser og nidkære naboskaber skal rådmand Poul B. Skou finde en politisk løsning.
På forhånd er socialdemokraternes byplanordfører, Ango Winther, kritisk over for byggeriet, men han vil lige som formanden for teknisk udvalg, Niels Brøchner (V), afvente borgermødet, før han tager stilling i sagen.
Den bliver ikke nemmere af, at den kommunale Åkrogen-plan udover de omtalte 19 boliger, også rummer forslag om 8-10 rækker huse ved Rylevej og Åkrogs Strandvej i et område, som i kommuneplanen er udlagt til rekreativt område.
Kampen om Åkrogen er i gang. Næste runde finder sted på et snarligt borgermøde, som endnu ikke er fastlagt.