Støtte med forbehold

Man skal tænke sig godt om, før man prøver at sikre sig et sygehus i baghaven, i stedet for at understøtte og udbygge Århus Amts hospitalers fortsatte specialisering.

DEBATTEN OM Århus Amts spareplaner, som indeholder forslag om at nedlægge Grenaa, Samsø og Odder hospitaler, minder mig utroligt meget om debatten omkring den lille købmand.

Alle borgere omkring den lille købmand kæmper med plakater, demonstrationer og holder diverse støttemøder, men når Bilka så har tilbud, går de hen og køber stort ind der!

Jeg er hjertelæge, arbejder nu i Vejle, men har indtil august i år arbejdet de seneste fem år på hjerteafdelingen på Skejby Sygehus.

Sygehus i baghaven

Fra disse år er det mit helt klare indtryk, at det, patienterne først og fremmest efterspørger, er: den bedst mulige behandling.

Det er faktisk videnskabeligt bevist, at hvis man får en blodprop i hjertet, så skal man for de flestes vedkommende transporteres ind til et sygehus, der besidder ballonbehandlings ekspertise.

Svært tilskadekomne skal også behandles af mange højtuddannede specialister, og de findes altså kun i Århus.

Jeg synes derfor, det er meget fint, at overlæge Troels Martin Hansen (JP Århus 19/10) gør de kommende patienter (læs: borgerne på Djursland, Samsø og Odder) opmærksom på, at de skal tænke sig rigtigt godt om, før de prøver at sikre sig et sygehus i baghaven, i stedet for at understøtte og udbygge Århus Amts hospitalers fortsatte specialisering.

Selvfølgelig ville det være rart, hvis man kunne blive indlagt på hospitalet lige i nærheden, hvor man bor, men hvis det på sigt kunne risikere at gå ud over kvaliteten af behandlingen, så tror jeg ikke, man skulle tænke sig ret lang tid om, før man fravalgte afstand frem for kvaliteten.

Akutte behandlingstilbud i de områder, som nu - hvis forslaget vedtages - mister deres lokale sygehus, skal selvfølgelig sikres. Den moderne teknologi er en vigtig brik i denne forbindelse. Livsvigtige informationer kan i dag transmitteres via telefon og internet, ind til lægelige eksperter fra eksempelvis en ambulance.

Stress og travlhed

Jeg synes hellere, befolkningen i Århus skulle bekymre sig om, at antallet af behandlinger og ikke mindst sengepladser ikke reduceres så meget, at der kommer længere ventelister eller endnu flere senge på gangene.

Det er en serviceforringelse, man ikke bør acceptere.

For lægernes vedkommende, burde afstanden heller ikke være det største problem.

Nej, vi vil holde nøje øje med, om arbejdsbelastningen på de tilbageblevne sygehuse bliver øget, for det kan vi ikke acceptere.

En fortravlet, stresset læge, er nok heller ikke noget, de kommende patienter vil acceptere.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen