Satanister tilbeder ikke Djævlen

Nico og Kevin er satanister. Men faktisk tror de slet ikke på Satan. Det er en figur, de kristne har fundet på, og satanister tror kun på sig selv.

De mødes, når mørket falder på. De bærer tunge kapper med hætter og samles på dystre og hemmelige steder, hvor de nedkalder forbandelser over deres fjender, hvis de da ikke ofrer spædbørn, smører blod på kirkevæggene og ødelægger gravene på kirkegården.

Det er svært at forene fordommene omkring satanisme med de to unge mænd, der duknakkede kommer traskende på Nordre Kirkegård i efterårskulden med hænderne godt begravet i lommerne. De hedder Kevin og Nico. Er henholdsvis 23 og 18 år vil ikke have deres efternavne i avisen.

Vrede kristne

»Jeg har oplevet at få bibelcitater tilsendt på mail fra meget vrede kristne. Og vi har begge to mødt fordomme fra andre mennesker masser af gange, så vi vil helst være så anonyme som muligt, « forklarer Kevin.

Han og kammeraten Nico er satanister.

En trosretning, der får de fleste til at tænke på Djævlen, Satan eller Lucifer, om man vil. Og derefter på en flok rablende gale fanatikere, der tilbeder Satan og dyrker det onde i mennesket.

En livsfilosofi

»At være satanist er mere en livsfilosofi end en trosretning. Og det har intet med Satan at gøre. Vi kalder os satanister, fordi de, der i gamle dage ikke troede på Folkekirken, blev betragtet som satanister. Mange ateister vil nok erklære sig enige med os på mange punkter. For vi tror ikke på religioner. Det er det grundlæggende ved at være satanist,« forklarer Kevin.

Både han og Nico var omkring 14 år, da de fandt ud af, at de var satanister. Kevin opdagede satanisme gennem musik - Heavy Metal. Nico faldt over "Satans Bibel" på biblioteket. I dag arbejder de begge som web-designere og har mødt hinanden gennem Satanistisk Forum.

»Vi kan lave alt muligt, når vi mødes. Nogle gange drikker vi kaffe og diskuterer religion og tro. Andre gange tager vi ud og hører musik eller tager på café og drikker en øl. Der er ikke regler for, hvad vi skal,« forklarer Nico.

De to satanister betragter sig selv som fredelige og rolige unge mænd. De har aldrig været på kant med loven og tager kraftigt afstand fra de, der bruger satanisme som voldelig udtryksform.

Anti-kristne

»Det er klart, der findes nogle ganske få, som kalder sig satanister og ikke er det. Folk, der går med omvendt kors og smadrer kirkegårde og den slags. De er i vores øjne ikke rigtige satanister. De er anti-kristne. Vi satanister tror på, at man hele tiden skal have fokus på sig selv. Være egoistisk. De, der bryder loven, er ikke gode ved sig selv. Ved at bryde loven risikerer de fængsel, og dermed har de gjort noget rigtig dårligt for sig selv. Det kan vi ikke gå ind for,« forklarer Kevin.

Folks fordomme

»Det er jo nemt at kalde sig satanist,« supplerer Nico.

»Man skal ikke meldes ind eller skrive under på noget. Men de, der opfører sig mærkeligt og gør mærkelige ting i satanismens navn, er med til at gøre tingene svære for os andre,« siger Nico.

Både han og Kevin har oplevet folks fordomme over for satanisme.

»Man kan sige 100 ting omkring det at være satanist. Forklare vores ideologier, vores livsfilosofi. Og folk kan lytte og være helt enige. Lige så snart vi siger ordet - satanist - så vender folk på en tallerken og tager pludselig afstand fra os,« siger Kevin.

Af samme grund har de valgt at stå frem for at mane nogle fordomme i jorden.

»Jeg tror ikke på djævlen, men jeg tror heller ikke på Gud. De, der tror på djævlen må jo være kristne. Jeg er satanist og tror på at få det bedste ud af livet lige nu. For vi lever kun én gang,« siger Kevin.

»Når jeg er død...«

Det er koldt på kirkegården, men de to unge mænd stiller sig beredvilligt og tålmodigt op til fotografering. De smiler lidt for sig selv over den uvante situation og har i øvrigt ikke noget andet forhold til kirkegårde, end at de helst vil være fri for at komme til at ligge der engang.

»Når jeg er død, vil jeg helst dumpes et eller andet sted. Bare blive smidt ud fra en fiskekutter. Når man ikke tror på Folkekirken, kan det være ret lige meget, om man bliver begravet på en kirkegård. Det er mest for de pårørendes skyld,« siger Nico og stirrer med et tomt blik ud over de mange grave på Nordre Kirkegård.

Satanister bekender sig ikke til nogle religioner og tror kun på selvet. Samtidig har satanister deres egen moral. De er ærlige over for sig selv, og forkaster ikke følelser som begær og had, forklarer de to unge mænd. Nico og Kevin betragter sig selv som meget åbne over for andre religioner. Folk kan tro på det, de vil, bare de ikke er ekstremister, mener de.

Personlig frihed

Men når I så ofte er udsat for fordomme og siger, at I på mange måder er enige med ateisterne, hvorfor er det så nødvendigt at kalde sig satanist?

»Det at være satanister er ikke noget, vi dyrker for at være smarte. Det er simpelthen noget, vi er. Vi har vores egen moral og vores egen personlige frihed som satanister, men vi holder os til landets love. Hvis vi ikke har ret til at kalde os satanister, er det ikke et frit samfund, vi lever i, og satanister går ind for personlig frihed, « forklarer Kevin.

jane.gisselmann@inmente.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.