Gus MacGregor er Buddy Holly i Århus

Gus MacGregor er Buddy Holly i Århus og samler fulde huse i Musikhuset ugen ud. Han synger efter syv år på sidste vers som rockstjerne, mens hans publikum genoplever ungdommens vår.

Buddy Holly har udødeliggjort rockhits som "That´ll be the Day", "Rave On", "Peggy Sue" og "Everyday."

Helten spilles, synges, springes og leves ud i Musikhuset af englænderen Gus McGregor, der udfylder rollen på turné på syvende år. Han og ensemblet fra London gør det så overbevisende, at musicalen for udsolgte huse hver eneste aften ender med stående ovationer og dans på gulvet af 1400 tilskuere i drømmende ekstase.

Publikum i Musikhuset levede med rockstjernen dengang og gør det igen i dag med hans alter ego eller genfærd, som før torsdagsforestillingen i det ugelange Århus-besøg sidder i SAS-hotellets foyer som en anden stilfærdig ung mand i cowboybukser og rullekravesweater og siger hej, når man spørger efter Gus MacGregor.

Juradrømme

Den 33-årige brite ligner absolut ikke en rockhelt eller showstjerne, der i 2000 blev nomineret til en Oliver Award for "Best Actor in a Muscial.

Han ligner den, han også er, en middelklassestudent fra Blackpool med drømme om at læse jura og indspille sine egne sange, når tæppet går for sidste gang for "The Buddy Holly Story" til juni næste år i London.

Og vi publikummer, der var 12 eller 22 år, da Buddy Holly hittede?

Ja, selv om vi ser pragtfulde ud, når vi kigger i spejlet, ligner vi i vore børns og børnebørns øjne de forkælede og fjollede 55 eller 65-årige rockfans, vi 40 år senere også er med vores tyndere hår og tykkere maver.

»Musicalshowet kører på 14. år, og mine syv år som Buddy Holly er ikke ensformige og kedelige. Somme tider er det modne publikums reaktioner de samme som teenageres under det hektiske Beatles-hysteri. Og her i Århus er det faktisk temmelig vildt,« siger rockheltens imitator smilende.

Ægteskab og børn

Privat er han i en helt anden verden end på scenen. Buddy Holly-showet har for længst kostet det første ægteskab, og nu værner Gus MacGregor om muligheden for det næste, når hans 27-årige kæreste er parat.

Efter Århus er Herning på turnéplakaten en uge, men så går turen hjem til ungkarlehybelen og hans elskede klaverlærer Zia Hawker i London-forstaden Wimbledon, som kendes bedst for sommerens tennisshow. Her kan Gus MacGregor dyrke sin forelskelse fire uger på hjemmebane, inden rockmusicalen kører videre.

»Jeg vil giftes og have børn. Men jeg vil også skrive og udgive mine egne sange på CD og læse jura på åbent universitet for at forberede en anden tilværelse, hvis drømmen om singer-songwriter karrieren kikser,« siger Gus MacGregor.

En stor del af hans publikum i Musikhuset sagde nogenlunde det samme, dengang Buddy Holly døde i 1959, og rockkulturen også begyndte at spire her i Århus og helt ude i Åbyhøj. Her scorede kloge folk kassen ved at leje forstadens forsamlingshus ud som "Electrical Poppen" om lørdagen til pigtrådsmusik med Peter Belli, Defenders, Hitmakers og lovende lokale popgrupper.

Gang i blodomløbet

Vi var mange, der hang ud og kiggede efter modeller af det modsatte køn dengang i Åbyhøj, mens musikken spillede, og her 40 år efter gør vi det samme eller kigger næsten nyforelskede på vores bedre halvdel. Den euroforiske genkendelsens glæde af den ubekymrede, optimistiske ungdomstid får i disse dage flere poppede rockfans til at rejse sig og danse i Musikhuset. Og hvor er det på alle måder sundt og dejligt at få piftet blodomløbet op i hele kroppen, som jo ligner sig selv fra 1959. Så nogenlunde.

Vores helteimitator er også på stikkerne. Gus MacGregor kalder det vigtigt at holde sig i fysisk form til et krævende sceneshow. Han har løbet marathon på 42 km, men nøjes under Århus-visitten med fem-10 km ture gennem byen ad en rute, der sætter tanker i gang på en gammel drømmer.

Ned ad Frederiksgade, hvor Boom og Box 72 spillestederne lå i 1960'erne, ud ad Åboulevarden ved BP-huset, hvor det hvide italienske spisehus dengang var diskotek Karavellen med topløs go-go dans, forbi Søndergade med det for længst lukkede diskotek Chat Noir og op gennem Ryesgade. Her over for Bio City lå Knud Jensens danseskole i gamle dage, og hvis man var heldig, dansede man med sin hemmelige skolekæreste. Hvis man var uheldig eller brugte Brylcreme i håret, så skiftede hun over til et andet dansehold. Joh, det var virkelig tider.

En kop suppe lander på hotelfoyerens glasbord, og lyden bringer dagdrømmeren tilbage til virkeligheden. Gus MacGregor smiler overbærende og fortæller, at han i sin pure ungdom var med i tre rockbands. Det var en optræden i den hjemlige badeby Blackpool, som førte til stjernerollen i musicalen "The Buddy Holly Story."

Det hårde turnéliv

Han lytter selv meget til Beatles, Bob Dylan og Neil Young og kan sine klassikere som sanger og guitarist efter oplæring af to søstre i familien. Der var altid en guitar i hjemmet i Blackpool. Også som skuespiller er han en selfmade mand, der kalder sig heldig ved at være på rette tid og sted, da talentspejdere kiggede efter Buddy Holly-modeller.

»Jeg nyder showet og publikums begejstring hver eneste aften, men det er hårdt at være på turné i årevis. Vi er 21 aktører, som hver skal lære en anden rolle, ligesom vi alle har en stand in, så musical'en kører videre i sygdomstilfælde. Derfor ser jeg frem til at stoppe om et år, når jeg har tjent tilstrækkeligt til at starte på jurastudiet, som man betaler for i England,« siger Gus MacGregor.

Mange fans i Århus

Vi går fra SAS-hotellet over til Musikhusets sceneindgang, hvor aftensmaden og sceneprøver venter før aftenens show.

Gus MacGregor forundres over, at Århus har så mange Buddy Holly-fans og nikker forstående, når man forklarer, at det næppe er hele sandheden. Det var i hvert fald ikke ham, men Elvis Presley og Cliff Richard, der sloges om teenagernes gunst i Århus og dominerede pladebaren hos Magasin og den for længst nedlagte Radio Thygesen-butik over for Grisebrønden ved Århus Rådhus.

Det var dengang, vi lyttede til Radio Luxembourg, og dengang His Masters Voice grammofoner med rødt eller giftiggrønt sidebetræk kostede 195 kr. Elvis Presley gik igennem lydmuren i Danmark med "It's Now Or Never", og Cliff Richards "Living Doll" kunne købes på gule single-plader til 5,95 kr., hvilket for en knægt i 7. klasse svarede til en ugeløn som købmandsbud eller mælkedreng.

Gus MacGregor ser lidt skeptisk på sin garderobegæst, mens han ifører sig scenekostumet og igen skifter ham fra den lidt generte unge brite med drømme om både klaverlærerinden og en karriere som jurist til rockstjernen foran 1400 forventningsfulde århusianere.

Buddy Holly var kun 22 år, da han 3. februar 1959 omkom i et flystyrt ved Mason City i Iowa, USA. Det var den dag, Don McClean senere beskrev som "the day the music died" i sin sang "American Pie."

Men han tog så grueligt fejl, ham McClean. Rockmusikken lever i bedste velgående her 43 år efter, og når Cliff Richard ikke er død, og Elvis Presley ikke er genopstået, så griber vi gamle teenagere gerne en rockhelts genfærd fra andet geled i stjernerækken som en kærkommen lejlighed til igen at lade glade minder defilere forbi og lagre sig med nye sanselige indtryk i sjælen.

Endeløs jubel

Gus MacGregor forsvinder, og frem på scenen i Musikhuset træder Buddy Holly sammen med The Crickets og giver rocken hele armen.

Jubelen er endeløs fra starten. 1400 voksne tér sig igen som teenagere i et næsten surrealistisk show og er igennem tre timer i en anden og bedre verden.

hasse.boe@m-inmente.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen