Knæfald for et operahus

MON IKKE politikerne efterhånden har fået børstet knæene af oven på de mange knæfald i forbindelse med det foreslåede operahus ved havnen.

Gensidige lykønskninger har det ikke skortet på, men nu skal der snakkes realiteter, og da ser det ikke helt så opmuntrende ud, som politikerne gerne vil have det til.

Kritikken af operahuset har været ubarmhjertig og med god grund. Ganske vist finder borgmester Louise Gade det »ærgerligt, at der allerede nu skal dryppes malurt i bægeret« (JP 9/10) - hvad hun end måtte mene med det.

Hvornår ville være det rigtige tidspunkt? Eller er det blot forfængelighedens stemme, der taler?

Initiativtagerne fortjener respekt for deres vovemod og for deres mange tanker omkring et fremtidigt operahus' virke. Men af et projekt af denne karakter forventer man betydeligt mere end det fremlagte stykke hyldevarearkitektur.

Specielt beskæmmende er det, at politikerne har så lidt sans for, hvad der gør en by stor.

Byens kulturelle vinduer til verden skal ikke være billige spekulationsobjekter, som økonomisk hviler på behovet for kontorlejemål. Et operahus, der opererer på de præmisser, vil med stor sandsynlighed blive gabende fantasiløst i sit repertoire - meget svarende til arkitekturen af det foreslåede.

Kommerciel kedsomhed

Der er ved Gud nok kommerciel kedsomhed i verden, og tiden er ikke just præget af skønhed. Om der er brug for et separat operahus i Århus er tvivlsomt, men hvis der er, så skal det være et åbent udadvendt sted, der allerede i sin fremtræden signalerer visioner og løfter byen op over det ordinære.

Et eventuelt operahus skal fremstå skulpturelt som en organisk del af den nye havnefront, som det så modigt er besluttet skal åbnes til en flot port mellem by og hav. Det foreslåede operahus er i sit monumentale udtryk uindbydende og nedtrykkende og i strid modsætning til sit formål.

Nu viser operahuset sig heldigvis ikke at være en gave. Det gør det nemmere at afvise projektet.

En gave, man ikke kan lide, kan man gemme væk eller stille et sted, hvor den ikke bemærkes.

Men med en bygning er det lidt svært. Nu behøver man ikke en gang at sige "nej tak". Man kan nøjes med at sige "nej".

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen