AGF holder døren åben for Stig Tøfting

Stig Tøftings voldsdom forhindrer ikke et eventuelt comeback i AGF, mener klubbens formand, Erik Meineche Schmidt. Men AGF's fans vil ikke have Stig Tøfting tilbage.

AGF holder stadig døren åben for den voldsdømte Stig Tøfting, som gentagene gange har givet udtryk for, at han gerne vil slutte sin fodboldkarriere i barndomsklubben på Fredensvang.

»Når han har afgjort sit udestående med samfundet, vil det ikke være principiel forhindring for en eventuel aftale med AGF,« siger AGF's formand Erik Meineche Schmidt.

Stig Tøfting blev i går idømt fire måneders ubetinget fængsel for vold mod to ansatte på Café Ketchup i juni måned.

Formand: En stor spiller

AGF's formand ønsker ikke at kommentere dommen, som blev afsagt i Københavns Byret.

»Stig Tøfting vil blive husket som en stor spiller i AGF, og han sagt flere gange, at han gerne ville slutte karrieren i AGF. Men jeg kan ikke garantere for, at vi kan bruge ham eller vil lave en aftale med ham,« siger Erik Meineche Schmidt.

Mens AGF-ledelsen er åben for, at Stig Tøfting vender hjem til klubben, er AGF's fans afvisende.

På fanklubbens hjemmeside satte Stig Tøftings voldsdom gang i en massiv debat. Langt de fleste af fansene vil ikke have Stig Tøfting tilbage i AGF's klubtrøje.

Fan: Ingen fremtid i AGF

»Vold og AGF hører ikke sammen. Uanset om voldsmændene er tilskuere eller spillere, og uanset om volden foregår på banen eller udenfor. Og uanset Stig Tøftings bedrifter i fortiden for AGF, så er det altså situationen nu, der må afgøre, om han har en fremtid i klubben. Efter min mening har han ikke,« lyder det i et debatindlæg på Fæstningen, som er hjemmesidens debatforum.

»AGF må ikke kunne forbindes med afstumpet vold, og denne opfattelse vil altid forfølge Tøfting,« står der i et andet indlæg.

Fansene udtrykte general bekymring for, at en sammenkædning mellem Stig Tøfting og AGF vil være en alvorlig belastning for klubbens image.

»Tøfting skal ikke tilbage til AGF. Det må da snart stå lysende klart, at al den omtale, det ville skabe, ikke vil være godt for klubbens image,« skriver en fan på hjemmesiden.

»Tøffes navn skal ikke nogensinde sættes i forbindelse med GF igen. Længere er den ikke,« lyder den kontante besked i et indlæg.

33-årige Stig Tøfting spillede i AGF frem til 1997 og fik 193 kampe. Stig Tøfting stoppede på landsholdet, hvor han spillede i alt 41 landskampe, efter VM i sommer.

anne.mette.svane@jp.dk

nikolaj.worm@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen