Leder: Usportsligt
PÅ DET seneste byrådsmøde resulterede andenbehandlingen af næste års budget som forventet i en hård og uforsonlig debat om budgettets særegne tilblivelse.
Undervejs diskuterede de politiske kombattanter bl. a. begrebet usportslig optræden.
Der er næppe tvivl om, at borgmester Louise Gade (V) føler sig usportsligt og ydmygende behandlet af det aparte flertal bag budgetforliget. På byrådsmødet varslede hun ændringer i byrådets procedure for de kommende års budgetforhandlinger uden dog at komme specifikt ind på hvordan.
Det århusianske budgetforlig har helt åbenlyst sat demokratiets hensigter under pres. Den efterfølgende diskussion om, hvem der optræder usportsligt og hvem ikke, er, ligesom stillingtagen til om den politiske anstændigheds grænse er overskredet, nødvendig, uanset om den måske åbner flere sår, end den heler.
Politikere på alle niveauer lever ofte i deres helt egen verden med egne - uskrevne - regler. Stort set uanset ståsted har politikerne udviklet en kultur, hvor de bl. a. fremelsker en politisk regndans omkring budgetforlig og andre store forlig. Prøveballoner, følere, finter og hemmelige kontakter kulminerer ofte i hektiske natlige maratonmøder.
Alle politikere, også Louise Gade, har ansvar for denne politiske kultur, hvor også personlige relationer spiller en rolle. Politik handler også om god eller dårlig kemi mellem mennesker. At kemien mellem eksempelvis borgmesteren og budgetforligets bagmand, ældrerådmand Niels Erik Eskildsen (SF), ikke har været overstrømmende hjertelig, er nok uden for diskussion. Men mindre kan også gøre det, ældrerådmanden havde i den tidligere byrådsperiode heller ikke noget hjerteligt forhold til den daværende borgmester, som han ofte var i clinch med.
Under andenbehandlingen af budgettet, hvor borgmesterens parti, Venstre, stemte for 133 af budgetforligets 156 punkter, der var til afstemning, tolkede socialrådmand og tidligere borgmester Flemming Knudsen (S) de på forhånd udtalte uenigheder som teatertorden.
»Resultatet af afstemningen viser heldigvis, at vi langt hen ad vejen er enige i det meste,« sagde Flemming Knudsen, der også fornemmede, at det gode samarbejde var genoprettet , både i byråd og magistrat.
Udtalelserne kan kun dække over, at dagsordenen for budgetforliget ikke kun var politisk, men også handlede om hævn og ydmygelse. Og det er usportsligt.