IT-branche ramt af fyringer
Ledigheden blandt IT-ansatte stiger og stiger, og formanden for Prosa frygter, at det bliver endnu værre. Forleden fyrede Landbrugets EDB Center 48 medarbejdere i Vejlby-Risskov.
Krisen i IT-branchen slår nu for alvor igennem i Århus.
Efter planlagte fyringsrunder i Telia, EDS og SAS kommer turen nu til LEC, Landbrugets EDB Center, der netop har afskediget 48 medarbejdere i afdelingen i Vejlby-Risskov. Det svarer til næsten hver 10. medarbejder.
»Vi har brug for at tilpasse organisationens ressourcer til det omfang og de typer af opgaver, som vore kunder efterspørger og forventes at efterspørge fremover. Det indebærer, at vi må sige farvel til 48 medarbejdere, og det gør selvfølgelig ondt, men det er et nødvendigt tiltag,« lyder det fra den administrerende direktør Kim Kruse Andersen.
LEC er en af de få virksomheder i IT-branchen, som ikke allerede havde skåret i medarbejderskaren.
De mange fyringer som følge af afmatningen i IT-branchen, kombineret med den høje ledighed blandt dimittender, får alarmklokkerne til at ringe i fagforeningen Prosa, der organiserer mange af medarbejderne i branchen.
Frygter flere fyringer
Formanden for Prosa, Henrik Kroos, frygter, at der vil blive fyret endnu flere, og at arbejdsløshedsprocenten blandt medlemmerne i løbet af det næste år vil blive fordoblet.
Inden de aktuelle fyringsrunder var 9,2 procent af Prosas medlemmer i Århus Amt uden job. Mens op mod hver femte medlem enten helt eller delvist var ramt af ledighed.
»Lige nu er der intet, der tyder på en opblomstring i branchen. Efter at dot.com-boblen er bristet, er investorerne meget forsigtige. Derfor tror jeg, at vi vil se flere fyringsrunder,« siger Henrik Kroon.
Ifølge Henrik Kroon er IT-branchen atypisk ved, at antallet af ældre medarbejdere er meget begrænset. Det betyder, at der ikke kan skæres ved hjælp af naturlig afgang.