Politiet skød mod flugtbil

Betjente trak pistol mod unge røvere og affyrede skud mod flugtbil. Uskyldig kondiløber anholdt. Tre unge varetægtsfængslet i går.

Efter en dramatisk biljagt med meget høje hastigheder trak betjente fra Århus Politi natten til i går pistolerne, og affyrede et skud mod en bil, der var blevet brugt til flugt. Forinden var der afgivet advarselsskud.

Skuddene blev afgivet kort før klokken 04.00 bag Grenaa Idrætscenter, hvor de unge røvere var flygtet til fra Århus.

Skud mod dæk

»Skuddet blev afgivet mod et af bilens dæk, og det fik faktisk de unge til at opgive deres forehavende med at køre videre, så på den måde ser opgaven ud til at være løst meget fint,« siger kriminalkommissær Bjarne Laursen fra Århus Politi.

Den dramatiske episode tog sin begyndelse i Århus, da en gruppe på fire unge mænd to gange forsøgte at begå røveri mod tankstationer i Århusområdet. Først klokken 02.15 mod Statoil i Viby, og derefter klokken 03.00 mod Shell på Grenåvej. Begge steder var der dog låst.

Kort efter lykkedes det dog, ifølge politiet, de unge at true sig til 500 kroner, da de dukkede op på Q8 på Grenåvej. Her gik en af de unge ind i butikken med hånden i en lomme, hvori han havde en pistol.

Biljagt i høj fart

Efter Q8 fik en af politiets hundepatruljer kontakt med de unge, og så gik jagten mod Grenaa. På tidspunkter var farten oppe på 160 kilometer i timen, og da de unge kom til Grenaa, kunne politiet notere, at der nu kun var tre personer i bilen, mod oprindeligt fire.

Bag Grenaa Idrætscenter affyrede en betjent først et advarselsskud, og derefter et skud mod flugtbilen. På dette tidspunkt var hastigheden ikke høj, og betjentene fornemmede, at de unge rodede efter noget i bunden af bilen. Da meldingen lød på væbnet røveri, tog betjentene ingen chancer og affyrede derfor et skud mod et af flugtbilens dæk.

De unge forsøgte at flygte fra bilen, og i forvirringen fik politiet anholdt en helt uskyldig kondiløber.

»Hans matchede lidt den beskrivelse der havde været af gerningsmændene, blandt andet bar han kasket, men vi fandt senere ud af, at hans historie var god nok. Selv om det umiddelbart lyder lidt mærkeligt, var den pågældende bare ude at løbe en tur omkring kl. 04.00, så vi måtte sende ham hjem igen,« siger Bjarne Laursen.

I første omgang fik politiet - udover den 28-årige kondiløber - kun anholdt en 17-årig, men i går formiddag blev en 15-årig og en 16-årig ligeledes anholdt og sigtet i sagen.

De tre sigtede har til politiet mere eller mindre erkendt sig skyldige.

Alle tre blev fremstillet i grundlovsforhør i går og varetægtsfængslet i surrogat frem til 15. november.

christian.hansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen