Fodbold: Tændingen tilbage i FC Aarhus

FC Aarhus fik fortjent forårssæsonens første sejr på 2-1 mod AC Horsens efter to heldige mål og chancer til mange flere. Sportschef Jens Tang Olesen kræver fokus på spillet i stedet for nedrykningsfaren.

Måske forlod FC Aarhus med lørdagens sejr over AC Horsens på 2-1 rent mentalt nedrykningsræset.

Som resultaterne i 1.division flaskede sig ville et nederlag have sendt århusianerne ned i den røde zone under nedrykningsstregen. Der befinder AC Horsens sig nu, da både Hvidovre og HIK tilkæmpede sig tre point.

Men målt på point kan FC Aarhus ikke snakke sig fri af bunddyndet. Til gengæld er der andet at glæde sig over.

Gejsten tilbage

I modsætning til hjemmebanenederlaget til B 93 for 14 dage siden, da FC Aarhus lignende en flok statister uden rollehæfte, var gejsten og tændingen tilbage mod Horsens.

Det gav de 425 tilskuere en fornøjelig kamp med en spændende afslutning. Hjemmeholdet uden den karantæneramte Christian Lundberg burde have afgjort opgøret på flere store chancer i anden halvleg, men skarpheden manglede. I de sidste 10 minutter var Horsens flere gange tæt på at udligne ved dødbolde.

»Det blev vist lidt for spændende til sidst, og det ville have været bittert at smide det hele væk. Vi blev lidt frustrerede over de mange brændte chancer i anden halvleg, men jeg synes at hele holdet leverede en god indsats,« sagde Lars Villadsen efter kampen. Han var én af hjemmeholdets bedste i 4-5-1 formationen, som fremad banen blev vekslet til en 4-3-3 med energiske Frank Krogsdal og fodrappe Thomas Andersen på kanterne.

Fysisk overtag

Den massive midtbane gjorde sig stille og roligt gældende i et fysisk overtag, så spillet blev rykket op på gæsternes banehalvdel. Lars Villadsen dirigerede fornuftigt som det defensive forbindelsesled på midten, godt bakket op af en hårdt arbejdende Christoffer Roland. Århusianerne vandt flest nærkampe og efter de første 20 minutter havde Allan Dyring haft et par gode chancer for at bringe hjemmeholdet foran. Vigtigst af alt virkede det som om, at FC Aarhus havde taget den rigtige indstilling og kampånd med på banen.

Det var derfor stik imod spil og chancer, da AC Horsens' ungdomslandsholdsspiller Simon Elbæk Jensen efter knap en halv time sled sig fri på midten, elegant sprintede fra Anders Madsen og Christoffer Roland og med en tværaflevering ind i feltet fandt Lars Jensen, som fuldstændig umarkeret bankede bolden op i nettaget uden chance for Henrik Bundgaard i FC Aarhus målet.

Markeringen svigtede totalt for hjemmeholdet i den situation. Udligningen kom lidt heldigt for FC Aarhus blot to minutter senere. Den langlemmede forsvarer Flemming Høvl Jensen havde som sædvanlig vovet sig med frem ved et hjørnespark, og efter en returbold og en alvorlig omgang klumpspil fik han sat den længste tå på bolden. AC Horsens protesterede højlydt, men forgæves, for offside.

Resten af halvlegen stod der FC Aarhus på. AC Horsens' fysisk underlegne midtbane blev i glimt overspillet, men hjemmeholdet formåede først 30 sekunder før halvlegsfløjtet at forvandle overtaget til endnu en scoring.

Frank Krogsdal sendte et blødt frispark ind i feltet. Efter et par returbolde afsluttede en fri Rasmus Fuglsang i to omgange. Anden gang kunne han forsigtigt trille bolden i nettet.

Målsøgende spil

Efter pausen fortsatte hjemmeholdet med målsøgende spil, oftest sat i gang af en midtbane, som Jens Tang Olesen gør klogt i at bevare.

Både Thomas Andersen og Flemming Jensen kom frem til nærgående afslutninger, og den chance, som Lars Villadsen brændte i næsten fri position midtvejs i halvlegen efter godt opspil af Anders Madsen og Frank Krogsdal, fås ikke større. I stedet var AC Horsens i par omgange tæt på af afsløre hjemmeholdets svagheder i forsvaret, hvor bolden ikke altid blev ekspederet lige effektivt væk. En påpasselig Henrik Bundgaard, et kold venstreben hos gæsternes Claus Troelsen og mod kampens slutning rent held forhindrede udligningen.

Sportschef for FC Aarhus Jens Tang Olesen var forståeligt nok lettet efter kampen.

»Bare se på spillerne. Vi havde behov for de tre point. Men vi skulle have lukket kampen noget før,« sagde sportschefen, som fortrøstningsfuldt ser frem til påsken.

»Nu bliver det 10 gange lettere at træne og efterfølgende spille kamp i Fredericia. Og min vigtigste opgave bliver fortsat at få holdet til at fokusere på spillet i stedet for nedrykningsstregen. Så må vi ser hvad der sker og gøre kassen op i maj,« sagde Jens Tang Olesen.

jpaarhus@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen