Forbyd alkohol i børnehaverne

»BØRNENE STOD i baren og serverede rød- og hvidvin til de mange gæster, da Den Integrerede Institution Langenæsstien 6A bød på en festlig indvielse af to nye kunstværker til glæde for børnene.« Stod der bl.a. i avisens omtale 10. april af begivenheden.

Det var interessant og spændende at læse om de to kunstværker, et sjovt billede i glas, som viser en bus med børn på vej til nye oplevelser, skabt af glaskunstnerne Britta Madsen og Søren Gøttrup, og trækunstneren Jørn Rønnaus prinsessestol, som er skåret ud af et enkelt stykke elmetræ, med en stor skildpadde hvilende nederst på stolen.

Det er forståeligt, at børnene og institutionen er begejstrede for de to oplivende momenter i hverdagen, og det kan alle andre da også kun glæde sig over.

»Børn er dejligt umiddelbare, når de oplever kunst, og det er fint, når den kan blive en integreret del af deres hverdag. Der er pædagogik, lærdom og oplevelser i den. Desværre er der ikke altid råd til det, hvis udgifterne overstiger de vedtagne budgetter i byrådet,« udtalte socialrådmand Flemming Knudsen ved indvielsen.

Upædagogisk

Men - og det er nok ikke populært at sige det - der er hverken pædagogik eller lærdom i at lade børn stå i baren og servere rød- og hvidvin til voksne! For mange børn er alkoholen ulykkeligvis en integreret del af forældrenes hverdag. Disse børn er så loyale over for forældrene, at det bliver i familien. Derfor skal børn under ingen omstændigheder, heller ikke ved festlige lejligheder, opleve, at der også serveres alkohol i deres børneinstitution.

Er alkoholvanerne virkelig så indgroede, at det selv i en børneinstitution ville være utænkeligt at fejre noget uden alkohol? Skal de danske 15-årige med europarekorden i drikkeri måske høre deres mindre søskende berette om baren i børnehaven? Virker det slet ikke afskrækkende, at unge drikker som aldrig før?

Et stort problem

»Ikke usædvanligt, at 11-12 årige drikker i weekenden,« siger en SSP-medarbejder fra politiet, »og det er desværre en landsdækkende tendens.«

Skulle det være nødvendigt at nævne, at alkoholmisbruget er Danmarks største socialmedicinske problem, som hvert år koster landet milliarder - der bl.a. kunne have været brugt til køb af kunstværker - at alkohol hvert år er skyld i 7500 dødsfald, og at i halvdelen af alle dødsulykker i trafikken har bilisten drukket?

Det er bedre at forebygge end at behandle.

På mange arbejdspladser er alkohol - til alles tilfredshed - forbudt. En børneinstitution er en arbejdsplads, hvor et alkoholforbud er særlig påkrævet, da al forebyggelse for bør begynder med de voksnes gode eksempel.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen