Sønderjyde efterlyses i voldtægtssag

Politiet er stadig uden konkrete spor i sag om voldtægt ved Vesterbro Torv søndag morgen. Sønderjysk murer, der har talt med den forulempede kvinde i løbet af natten, efterlyses.

Århus Politi er på jagt efter en sønderjysk murer, der i løbet af lørdag nat talte med den kvinde, som tidligt søndag morgen blev voldtaget ved Vesterbro Torv.

»Det viser sig, at kvinden i byen talte med en mand, der fortalte hende, at han kom fra Haderslev og var murer. Manden fulgte hende hjem, og ham vil vi meget gerne snakke med,« siger kriminalkommissær Viggo Knudsen, der understreger, at manden kun er efterlyst som vidne og ikke som gerningsmand.

Flyttet fra Haderslev

Natten til søndag var kvinden i byen på Buddy Holly i Frederiksgade. Her faldt hun efter egne oplysninger i snak med en 22-årig sønderjyde samt to af hans kammerater, der ligeledes er sønderjyder. Manden fortalte den 25-årige kvinde, at han var murer og lige var færdig med videreuddannelsen til byggetekniker. Han fortalte også, at han netop var flyttet til Århus fra Haderslev.

Fra Buddy Holly fulgtes kvinden med den sønderjyske murer til Seven Eleven på hjørnet af Vesterbro Torv og Vesterbrogade. Her gik de begge ind klokken 03.53, og han købte en fransk hotdog, mens kvinden købte en cola. Den sønderjyske murer fulgte den 25-årige til hendes dør, hvorefter de gik hver til sit. Efter, at hun var kommet op i lejligheden, blev kvinden dog sulten nogle timer senere, så omkring klokken 07.00 ville hun tilbage til kiosken for at købe noget mad.

Hun gik ned ad bagtrappen, fordi hun først ville smide en skraldepose i en container i baggården. Herefter gik hun ud på Vesterbrogade gennem en port, Mens hun med ryggen til gaden var i gang med at låse porten efter sig, blev hun imidlertid grebet bagfra, hvor gerningsmanden satte en kniv for hendes strube. Den 25-årige blev skubbet tilbage i portåbningen, hvor gerningsmanden gennemførte en fuldbyrdet voldtægt.

Kvinden stod under hele akten med ryggen til gerningsmanden, der holdt en kniv for struben af hende med adskillige snitsår til følge. Således har hun kun kunnet beskrive ham som iført en sort skjorte eller jakke, ligesom hun mente, at han rent etnisk var dansker.

christian.hansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen