300 ansatte evakueret i Holme

Virksomheden York Refrigeration var lukket i syv timer i går formiddag, da en bombetrussel var indløbet. Flere end 300 ansatte blev evakueret og politiet måtte bede om forstærkning fra bombehunde fra Roskilde og København.

En lille gruppe småfrysende kontoransatte ventede i går formiddag i timevis på at komme på arbejde på York Refrigeration i Holme. Lastbiler med varer og en enkelt jobansøger, der skulle til samtale, måtte også vente længe med at få adgang.

På grund af en bombetrussel havde politiet afspærret hele virksomheden med rødt og hvidt afspærringsplast, og i mere end syv timer havde ingen andre end betjente og bombehunde adgang til virksomheden.

Bombetruslen blev ringet ind til York Refrigerations portvagt mandag morgen omkring klokken 6.15. En mand, der ifølge portvagten talte dårligt engelsk krydret med angiveligt arabiske ord, sikrede sig først, at det var York Refrigeration, han havde fået fat i. Da portvagten bekræftede det, fortalte manden, at der var placeret seks bomber på York Refrigerations fabriksareal i Holme. Hvor bomberne var placeret eller hvornår de ville sprænge, oplyste manden ikke.

Portvagten henvendte sig til Falck, der kontaktede politiet.

»Vi vurderede straks, at det var en henvendelse, som vi skulle tage alvorligt. Derfor sendte vi straks det nødvendige personale til at evakuere bygningerne, afspærre området og til at få afsøgt området med bombehunde,« fortæller kriminalkommissær ved Århus Politi Peter Andersen.

Flere politivogne ankom til stedet kort efter. Det samme gjorde busser fra Århus Sporveje, som deltog i evakueringen af de mere end 300 timelønnede ansatte, som var på arbejde på fabrikken. De blev kørt til Århus Sporvejes garageanlæg i henholdsvis Hasselager og Risskov.

Bombehunde i sving

Århus Politis tre bombehunde gik umiddelbart efter, evakueringen var afsluttet, i gang med at eftersøge området. Da York Refrigerations fabriksarealer i Holme er spredt på et område på omkring 250.000 kvadratmeter, anmodede politiet desuden om forstærkning fra bombehundepatruljer i Roskilde og København. Begge hundepatruljer kørte hele turen fra Sjælland til Århus under fuld udrykning, og de ankom henholdsvis klokken 10.47 og 11.40, hvorefter de sjællandske hunde omgående gik i gang med at hjælpe de århusianske kolleger med at afsøge området.

Ud for virksomhedens personaleindgang på Axel Gruhns Vej holdt desuden tre brandbiler fra Århus Brandvæsen og en ambulance parkeret, parate til at rykke ind, hvis der skulle blive behov for det, mens omkring 10 politibetjente stod bag politiets rød/hvide afspærringsplast ved York Refrigerations personaleindgang og koordinerede politiets indsats. Også ved virksomhedens øvrige indgange holdt betjente uvedkommende væk.

Ventetid foran York

En jobansøger, der var kørt hele vejen fra Hjørring for at komme til samtale, kom til jobsamtale i det fri på parkeringspladsen, mens de allerede ansatte fortsat ventede på at komme på arbejde. De ventende ansatte ønskede ikke at udtale sig om bombetruslen, men en kontoransat kunne klokken 10.30 fortælle, at han havde ventet i tre timer på at komme ind, og nu overvejede at tage hjem. Han var ikke i tvivl om, hvorfor Netop York Refrigeration var udsat for en bombetrusssel:

»Det er fordi, vi er amerikansk ejet. Vi er sådan nogle, som modstanderne af krigen i Irak er ude efter,« siger han.

York Refrigerations administrerede direktør, Kim Buchwald, der hele formiddagen pendlede frem og tilbage mellem de ansatte i Risskov og Hasselager og virksomheden i Holme, delte den opfattelse:

»Vi gætter på, at det kan have noget at gøre med krigen i Irak og det, at vi er amerikansk ejede. Vi har været opmærksomme på, at vi kunne være udsatte i den forbindelse, alligevel er det ærgerligt, når det sker,« siger han.

Klokken 13.30 åbnede kriminalkommissær ved Århus Politi Peter Andersen igen virksomheden:

»Vores hunde er færdige og har ikke fundet nogle mistænkelige effekter,« oplyste han.

Skyndte sig hjem

De få tilbageværende ansatte fra det evakuerede morgenhold løb ind i garderoben for at hente deres nøgler og personlige ejendele, og skyndte sig derefter hjem. Flere lastbiler fik endelig læsset lasten af ved modtageren.

De tilbageblevne kontoransatte og de omkring 300 ansatte fra dagholdet, der mødte klokken 14, samledes til en kort orientering, hvorefter de gik på arbejde som normalt. Ifølge administrerende direktør Kim Buchwald, var de ansatte ikke bekymrede over bombetruslen:

»De tog det stille og roligt. Jeg fornemmede, at de følte sig trygge og var overbeviste om, at politiet og hundene havde undersøgt det hele grundigt,« siger han.

lotte.jahnsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen