Leder: Studium værd

ET STUDENTERHUS i Århus er vel rent økonomisk ingen herregård, når man tænker på de studerendes betydning for byen. Nu har et flertal i byrådet så også besluttet at finde en del af pengene til et hus - og det er en beslutning med perspektiver.

Ikke blot er det nu muligt at lægge billet ind på en bygning i Århus, som kan komme til at fungere som et tankes slot, som det sømmer sig for en universitetsby; beslutningen om at finde pengene har også fået Venstre og Socialdemokratiet til at tage fælles forskud på de kommende budgetforhandlinger

Det er en manøvre, der nok er et studium værd, for den viser i det mindste, at Flemming Knudsens socialdemokrater godt tør tale penge med andre end SF's Niels Erik Eskildsen.

Begge store partier kan formentlig se det fornuftige i at finde brede løsninger i stedet for at danse på en knivsæg, når borgernes penge skal fordeles. Ingen af dem vil dog åbent kalde alliancen om studenterhuset for en afgørende vending i den fastlåste politik i byrådet.

Borgmester Louise Gade, der har brug for resultater ud over smukke hensigtserklæringer, skjuler ikke, at hun gerne vil i nærmere kontakt med socialdemokraterne, hvis politiske ordfører, Jacob B. Johansen siger det på denne måde: »For os er konstellationen bag et budgetforlig ikke så vigtig som at få vores politik igennem, og det er denne aftale et udtryk for«.

Så har han jo hverken lovet Louise Gade noget eller undsagt Eskildsen & Co.

SF-rådmanden er på vagt og har kaldt Flemming Knudsens kissemisserier med Louise Gade for »et besynderligt signal,« såfremt meningen med sidste års socialistiske budgetkup - nemlig at holde fast i den solidariske politik - skal fastholdes.

De radikale siger givetvis, hvad mange, uanset hvor de stemmer, tænker: Det er glædeligt, at de to store kan tale om andet end asfalt og beton.

Men uanset om aftalen om en million kr. årligt i driftstilskud til et studenterhus varsler forår i det politiske landskab eller ej, så bør både studiemiljøet og resten af byens befolkning glæde sig over beslutningen.

Og kan pengene føre til, at byen får et velfungerende centralt studenterhus, så vil Århus jo også ligefrem komme til at virke etableret som universitetsby.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen