Manglende svar om økonomi

JEG KAN KUN trække på smilebåndet, når amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S) i JP Århus den 14/4 beskylder mig for manglende indsigt og overflod af lette konklusioner som svar på mit indlæg den 11/4.

Amtsborgmesteren klager i denne forbindelse over en dårlig smag i munden.

Hvis Flensted ellers læste mit indlæg korrekt, ville han forstå, at jeg ikke drager forudindtagede konklusioner.

Jeg sætter derimod spørgsmålstegn ved to forhold i forbindelse med amtets budgetplanlægning og regnskabspraksis i form af den skjulte gæld hos Amtets Bygnings- og Energikontor og finansieringen af amtets leasinggæld.

Johannes Flensted-Jensen giver i sit indlæg udtryk for, at sagen i forbindelse med amtets Bygnings- og Energikontor er ulykkelig, og jeg kan kun være enig.

Det er særdeles uheldigt, at Bygnings- og Energikontoret har opereret med skjult gæld. Derfor er det på sin plads, at der foretages gennemgribende undersøgelser af sagen.

Hvis ikke det er muligt at give et reelt billede af amtets økonomi, står man desværre i en alvorlig situation, hvor man må overveje, hvorvidt amtet administrerer egen økonomi forsvarligt.

Det giver stof til eftertanke, at der allerede inden amtsrådsvalget i 2001 blev optaget gæld i forbindelse med leasingforpligtigelser uden finansiering.

Besparelser på 65 mio.

Som følge heraf skulle det nye amtsråd i 2002 vedtage den opsigtsvækkende spareplan på sygehusområdet svarende til 65 mio. kr.

Selv om amtets leasingaftaler er indgået efter amtets interne retningslinjer, så er det ikke ensbetydende med, at finansieringen af leasinggælden er foretaget på bedst mulig måde.

Men Flensted hævder i sit indlæg, at den vedtagne spareplan fra december 2002 er et udtryk for rettidig omhu hos det nye amtsråd.

Det nye amtsråd mødte den trængte økonomiske situation med en sparerunde, men det forekommer upassende, at socialdemokratiske Flensted bryster sig af A.P. Møllers begreb »rettidig omhu.«

Hvis man overhovedet kan tale om »rettidig omhu,« havde amtsrådet allerede inden amtsrådsvalget taget højde for de 165 mio. kr., således at borgerne i Århus Amt vidste, hvad der var i vente efter valget.

Det er ikke troværdigt, at vælgerne i efteråret 2001 gik til valg med troen på bevarelsen af de mindre sygehuse for derefter at opleve en overraskende sparerunde på sygehusområdet allerede i 2002.

Sparerunden kunne næppe komme som en overraskelse for amtsborgmesteren, da leasinggælden allerede var til stede i 2001.

Flensted tillader sig at beskylde mig for manglende indsigt.

Dårlig smag forståelig

Hvis amtsborgmesteren sidder inde med indsigt som amtsrådsmedlemmerne og borgerne i amtet ikke er i besiddelse af, ville det nok være en glimrende ide, hvis han i stedet for at beskylde mig for at drage lette konklusioner om muligt besvarede de uopklarede spørgsmål.

Jeg kan godt forstå, at amtsborgmesteren sidder tilbage med en dårlig smag i munden.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen