Giv frit valg en chance

MANIPULATION, halve sandheder og en bevidst negativitet over for frit-valgs-modellen på ældreområdet.

Sådan kan man desværre med rette betegne TV2-Østjyllands indslag om frit valg af hjemmehjælp og rådmand Niels Erik Eskildsens udtalelser i indslaget forleden.

Det er brandærgeligt, at gode tiltag nedgøres på et alt for løst grundlag. Hensigten med indslaget var klar.

Hjemmehjælpen skal forblive i offentligt regi. Fy føj for valgfrihed. Systemet ved jo bedst, hvad den enkelte borger har brug for.

Hvorfor ikke være lidt mere positiv?

Frit valg er ideelt. Den enkelte borger skal naturligvis selv kunne bestemme, hvordan han eller hun vil indrette sin tilværelse, for vi er jo ikke robotter med ens behov.

Nu er frit valg af hjemmehjælp langt om længe blevet en realitet.

Muligheden for at private kan gå ind på området og tilbyde de ydelser, det offentlige tidligere havde monopol på, er et tilbud til de ældre - et opgør med de socialdemokratiske bedrevidenhed.

Frit-valgs-ordningen var kun fungeret tre-fire måneder.

Det ville være klædeligt at give såvel kommunerne, de ældre samt de private udbydere ro til at komme i gang og vende sig til den nye frihed.

Det er alt for tidligt at sige noget som helst om, hvorvidt ordningen er en succes eller ej.

Lad mig da også lige i den forbindelse nævne, at det ikke er et succeskriterie for Venstre, at alle ældre skal vælge den private hjemmehjælp.

Den offentlige hjemmehjælp fungerer glimrende og dygtigt langt de fleste steder.

Det er ikke et spørgsmål om, hvem der er bedst - men om, hvad den enkelte hjemmehjælpsmodtager selv ønsker.

Og så til rådmanden klage over, hvor dyrt det er for Århus Kommune. 30 mio. kr., påstår Niels Erik Eskildsen.

Det passer jo ikke, hr. rådmand.

Det ved du jo godt, så er tiden ikke inde til at stoppe den klagesang om, hvor dyrt det er?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen