Tro mod de røde faner

80-årige Kaj Jensen har fejret 1. maj i Århus siden 1939 og bliver ved, så længe han og traditionen overlever. »Vi skal jo kæmpe for vores folkestyre,« siger manden, der også fandt sit livs kærlighed ved en 1. maj fest.

Morgenduelige århusianere vil på torsdag den 1. maj kunne iagttage en frisk ældre herre stige ud fra en opgang på Viborgvej, længe før syv-radioavisen går i gang.

Han er vågen, men selv i sovende tilstand vil han formentlig kunne finde ned i Amaliegade i midtbyen, ind i den store sal i kongreshuset og hen til termokaffen og rundstykkerne ved langbordene. Når de fremmødte stemmer får et rødt flag til at smælde, vil han ikke ærgre sig spor over, at faderens gamle arbejdersangbog stadig står hjemme i reolen på Viborgvej. For man kan vel sine klassikere.

Uden at fornærme den ældre mand kan vi roligt kalde 80-årige Kaj Jensen for fast inventar ved 1. maj møderne i Århus. Han har nemlig været med siden sit 16. år i 1939, hvor han var i lære som elektriker hos en installatør, der boede, hvor Salling ligger i dag.

»Svendene i firmaet sørgede i starten for, at jeg kom med til 1. maj,« fortæller Kaj, der snart meldte sig ind i DSU og har været en tro socialdemokrat lige siden. Som han siger i dag:

»Jeg kan simpelthen ikke være andet. Skulle jeg stemme anderledes, ville det jo kræve, at et andet parti fik ændret min overbevisning. Og det er altså svært.«

Tilbage i 40'erne fandt 1.maj morgensamlingen også sted i det store hus i Amaliegade, som den gang hed Arbejdernes Forsamlingsbygning og siden Folkets Hus.

»Efter morgenmøderne gik vi i procession fra Åboulevarden og ud til Friheden. Og det var ikke blot en håndfuld mennesker som i dag. Der var mange tusinde med. Når sidste mand forlod Åboulevarden, vil jeg tro, at forreste mand gik helt oppe ved Banegården,« fortæller elektrikeren, der efter læretiden fik job på Centralværkstedet, hvor han lavede strøm og elektronik i de store lokomotiver frem til sin pensionering 43 år senere.

I Friheden hørte de mange arbejdere på taler fra både lokal- og landspolitikeres munde.

Otte øre i timen

»Friheden havde endnu ikke fået tivoli. Der lå en restaurant derude, men den var nu slet ikke hovedattraktionen. Der var virkelig tale om politiske møder. Den gang var alting ikke en selvfølge, der var mere kamp og aktivitet end i dag. Vi kæmpede blandt andet for ferie og kortere arbejdstid. I 1953 kan jeg huske, at processionen var præget af kampen for at afskaffe Landstinget. Snedkerne havde lavet en stor høvl og bar et banner med ordene: Vi høvler Landstinget væk,« mindes Kaj Jensen.

Da han indledte sin karriere på arbejdsmarkedet som en 14-årig knægt, var arbejdsugen på 48 timer, lærlinge-timelønnen otte øre og ferierne var uden løn.

»Faldt julen tirsdag, onsdag og torsdag blev det en meget dyr højtid, hvor vi både skulle bruge penge til gaver og til en uge næsten uden løn,« afslører Kaj.

Når han i dag kigger tilbage på arbejderkampens resultater, mindes han da også især helligdagsbetalingen og indførelsen af betalt ferie med glæde.

»Det var et rigtig stort gode, da vi virkelig følte, at vi kunne tillade os at holde ferie,« forklarer han.

Aase i Åbyhøj

De politiske møder i Friheden varede gerne et par timer. Bagefter gik Kaj og kollegerne hjem, inden aftenen bød på fest i partiet. Ét af ballerne husker Kaj særligt godt. Nemlig det i 1942.

Her havde den unge elektriker valgt at deltage i festen i partiforeningen i Åbyhøj. Det samme havde Aase, den kvinde, der siden blev Kajs kone og mor til deres børn.

Hun var i mange år Kajs faste makker på turen til Amaliegade 1. maj.

»Vi markerede også dagen herhjemme med en buket blomster. Da børnene var små, fandt vi pasning til dem, så vi kunne komme afsted til møderne. Men aftenfesterne sluttede for vores vedkommende i 1945, da vi fik vores første barn.«

I dag er Aase ikke mere, så Kaj følges med nuværende og pensionerede elektrikere fra Dansk El-Forbund i kongreshuset og siden ud i Tangkrogen 1. maj. For selv om han snart kan fejre 15 års jubilæum som pensionist, kunne han ikke drømme om at droppe 1. maj, hvis han altså er i byen. For Kaj ser lige så meget 1. maj som en partipolitisk begivenhed som en kampdag for arbejdere.

»Jeg er bedøvende ligeglad, om det er en Lykketoft eller en Nyrup, der taler. Men ved at møde op, viser jeg politikerne på talerstolen, at de kan regne med mig. At jeg bakker op om partiets program. At jeg vil være der, hvis de fortsætter deres gode arbejde lokalt eller på tinge,« forklarer Kaj.

Den socialdemokratiske sag har været det menige partimedlems ild længe. Faktisk vurderer Kaj Jensen, at gløden stammer helt tilbage fra drengeårene på Samsøgades Skole.

Freddies mor

»Vi var vel 11-12 år, da en lærer ville belære os knægte om det retfærdige skattesystem. Han mente, at al skat skulle ligge på dagligvarerne, mens al opsparing skulle være uden skat. Det fik Freddie nede bagest i klassen til at række hånden op og sige, at hans mor så skulle betale det hele, for hun havde ikke råd til at sætte penge i banken,« fortæller Kaj.

»Det var nok her, jeg blev politisk bevidst for første gang. Jeg syntes simpelthen, at det var så synd for Freddies mor. Og det er stadig hende, jeg kæmper for.«

En oplyst vælger

I dag vurderer Kaj Jensen dog, at arbejdernes ansættelsesvilkår efterhånden er så gode, at 1. maj måske er ved at overleve sig selv som en kampdag for rettigheder.

»Men så kan vi jo kæmpe for at bevare goderne. Og ikke mindst - kæmpe for at bevare vores folkestyre. Det er vigtigt. Du kan jo bare kigge ud i verden og se, hvor slemt det kan gå uden,« siger han.

Den politiske kamp har gennem livet bragt Kaj Jensen til masser af politiske møder og studiekredse, også på den tid af året hvor de røde faner holder sig inden døre. Og han tyr ikke kun til sine egne. Et besøg ved et radikalt eller konservativt vælgermøde kan jo sagtens være interessant og bestyrke Kaj i, at han fortsat sætter sit kryds det rigtige sted på stemmesedlen. For han vil i hvert fald ikke være med i flokken af danskere, der stemmer ved et valg, blot fordi de kan.

»Jeg er sikker på, at masser af mennesker herhjemme sætter et kryds ved en bestemt kandidat, blot fordi kandidaten er en pæn mand eller en pæn dame,« siger han med en vis mathed eller skuffelse i stemmen.

Her i sit 81. år brænder Kaj Jensen en del af sit eget politiske engagement af som formand for seniorklubben i sin fagforening. Desuden følger han via sin pc godt med i Socialdemokratiets tanker og handlinger og er ved at skrive sine politiske og øvrige erindringer.

Da Dansk El-Forbund i Århus for nylig fyldte 100 år og skulle have skrevet en bog, var Kaj Jensen en af to forfattere. Heller ikke det skete uden kamp. Denne gang mod korrekturlæseren. For den gamle elektriker insisterede på sin egen retskrivning. »Jeg ville selvfølgelig have lov at skrive 1.maj med stort, røber han,« griner og knytter næven i luften.

ullastrudsholm@mail.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen