Rapport: Giovanna er ikke skrot

Århus Kommune behøver ikke afværge en tvangsauktion over et forladt skib i Århus Havn i dag, efter at en rapport har fastslået, at skibet igen kan komme til at sejle.

En rapport fra et rådgivende skibsingeniørfirma har nu slået fast, at fragtskibet Giovanna, som i over et år har været forladt i Århus Havn, ikke kan betragtes som skrot. Dermed behøver kommunen efter alt at dømme ikke skride ind og forhindre, at skibet i dag bliver solgt på auktion og sejlet væk.

»Det vigtigste i hele denne sag har for mig været, at det her skib ikke ender på en strand i Bangladesh. Rapporten viser, at skræmmebilledet med strandene i Østen næppe er andet end et skræmmebillede. Det vil ikke kunne betale sig at få skibet derud,« siger rådmand Peter Thyssen (R).

Kommunen modtog tirsdag rapporten fra skibsingeniørfirmaet, som har gennemgået skibets data og tekniske stand.

Skibet kan ikke sejle, som det er nu. Ifølge firmaet vil udgifterne til bugsering af skibet til ophugning i eksempel Pakistan, Indien eller Banglandesh blive så høje, at det vil være urentabelt. I rapporten er der derfor lavet beregninger over den mulighed, at skibet købes af en skibsmægler, der ønsker at sætte det i stand.

Markedsværdien af et istandsat skib af den pågældende type er omkring 12 millioner kroner, mens skibsingeniørfirmaet vurderer, at Giovanna kan sættes i stand for omkring 9,6 millioner kroner.

Rapporten konkluderer på den baggrund, at »det ikke kan udelukkes, at eventuelle bydere på den forestående tvangsauktion vil være interesseret i at overtage skibet og istandsætte det for fortsat drift.«

Kommunen mener på den baggrund, at det for en skibsmægler, som har brug for et skib af den størrelse, bedre ville kunne betale sig at købe Giovanna og sætte det i stand end at købe et tilsvarende skib på markedet.

Auktion i dag

Århus Kommune vurderer på baggrund af rapporten, at man ikke kan erklære skibet Giovanna for affald. Kommunen har bedt Miljøstyrelsen om en hurtig vurdering, som skal foreligge senest i dag til middag. Der er berammet en tvangsauktion på skibet klokken 13.00.

»Det er en presset situation, vi står i, og på mange måder en situation, man som kommune og affaldsmyndighed ikke burde komme ud for,« siger Peter Thyssen.

Han vil nu bede den radikale folketingsgruppe spørge regeringen, hvordan myndighederne i fremtiden bedst sikrer, at den slags skibe bliver vurderet, og at der i god tid bliver truffet en beslutning på baggrund af vurderingen.

»Det er vigtigt, at det står klart, hvilken myndighed der skal tage hånd om problemet - og selvfølgelig også, hvem der skal betale, hvis ophugningen koster dyrt, siger rådmanden.

henrik.groenvald@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen