Flensted-Jensen har et standpunkt - til han tager et nyt

AMTSBORGMESTER Johannes Flensted-Jensen (S) kommer med en opfordring til mig i JP Århus den 26/4, og jeg har fulgt den op: Jeg har kigget i øst og vest, i nord og syd, og jeg kan sagtens se, at behandlinger samles på færre sygehuse.

Faktisk husker jeg en yngre Johannes Flensted-Jensen som i sin tid blev valgt til Århus Amtsråd med ønsket om, at et lille sygehus i Skanderborg på ingen måde måtte nedlægges.

Det lille sygehus er lukket i dag, og Flensted er til gengæld blevet amtsborgmester. Men det er jo set før, at en socialdemokrat har et standpunkt, til han tager et nyt.

Selvom det var Flensteds mærkesag at bevare det daværende sygehus i Skanderborg, så er der nu, ifølge Flensted, hele tre gode grunde til at nedlægge de små sygehuse.

Men det ændrer ikke ved, at amtets Bygnings- og Energikontor har haft en skjult gæld, og det ændrer heller ikke ved, at amtet står med en kæmpe leasinggæld.

På trods af amtsborgmesterens kovending i relation til de mindre sygehuse i amtet skal man dog kigge langt efter amtsborgmesterens »Tre gode grunde til besparelser« - det er ikke nok at kigge i øst og vest, i nord og syd.

For Flensted-Jensen giver skattestoppet og økonomiaftalen med regeringen fra 2002 skylden.

Det til trods for, at amtet opererer under de økonomiske rammer som den forhenværende regering har udstukket. Hertil kommer, at amtet selv prioriterer egne udgifter.

Derfor er det ikke på sin plads at give regeringen skylden for sygehusbesparelserne.

Tværtimod. Der er snarere tale om ansvarsforflygtigelse.

Selv om Johannes Flensted- Jensen dækker sig ind under at have gode grunde til besparelserne, så hævder han alligevel i indlægget fra den 26/4, at amtets enorme leasinggæld, som kan anslås til cirka 500 mio. kr., ikke spillede nogen rolle i forbindelse med besparelserne på sygehusområdet.

Hvis 500 mio. kr. ikke betyder noget for amtsborgmesteren, så skal jeg sandelig love for, at der bliver skaltet og valtet med amtets midler.

Dette kan kun bekræfte mig i, at man bør sætte spørgsmålstegn ved amtets budgetplanlægning.

Det er ganske enkelt spil for galleriet, når Flensted påstår, at leasinggælden ikke spiller nogen rolle overhovedet.

500 mio. kr. er mange penge - særligt henset til, at besparelserne på sygehusområdet "kun" svarer til ca. 170 mio. kr.

Jeg håber, at Flensted-Jensen endnu en gang kan have et standpunkt, til han tager et nyt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen