Specielt forhold til dansk retspraksis
DANSK FOLKEPARTI har til tider et specielt forhold til dansk retspraksis. Når det drejer om mistænkte personer, som menes at kunne sættes i forbindelse med terror - altså kun mistanke, så er det ud af landet. Det mener Peter Skaarup. Det hedder sig fra partiet, bl.a. »Borgere under mistanke for at udøve uønskede aktiviteter skal kunne sendes ekspres ud af Danmark - uden rettergang eller almindelig sagsbehandling«.
Dansk Folkeparti mener, det skal gælde både danske og udenlandske statsborgere.
Nu lever vi i et retssamfund, hvad enten DF vil det eller ej, og jeg formoder, at Peter Skaarup både har læst og underskrevet grundloven, men jeg kan referere, at i Kapitel VIII, § 71, stk. 3 er bl.a. at læse: »Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer.« Hvis en person er under mistanke, må det betyde, at personen skal anholdes og altså stilles for en dommer for bl.a. at få undersøgt, om der er grundlag for en mistanke. Det er politiet i Danmark, der kan anholde folk.
På andre områder har det ligeledes vist sig, at retsprincipper er gode at have, hvis de tjener ens egne formål. DF har tidligere anført, at man tager afstand fra tortur, men på den anden side er det måske udmærket.
Det glæder mig derfor, at Socialdemokratiets ordfører i integrationssager, Anne-Marie Meldgaard, er på linje med mine synspunkter.
Det, der imidlertid kan bekymre mig, er, at Tyskland har en lovgivning, der svarer til DF´s forslag, og Bertel Haarder vil se nærmere på det tyske forslag. Jeg er sikker på, at et flertal i Folketinget vil afslå DF's ideer.