Leder: Dagmars pris

Bortset fra byens første kvindelige borgmester, Louise Gade (V), er det fristende at spørge, om flertallet af byrådets øvrige seks kvinder monstro ligesom Dagmar Petersen er valgt ved en fejltagelse. Kvinderne gør ikke stort væsen af sig, og måske i erkendelse af ligestillingens trange kår i partiet, stiftede nogle socialdemokratiske kvinder i 2003 Dagmars Døtre, der fungerer som et udvalg i partiet.

Dagmars Døtre gjorde sig forleden fordelagtigt bemærket ved at påpege, at flere gader, veje og pladser i Århus burde opkaldes efter kvinder. I sidste uge slog døtrene til igen med uddeling af den første Dagmarpris. Denne ligestillingspris, der var et billede (af en kvindelige kunstner, naturligvis), gik til Kvindemuseet, der siden 1982 har forsøgt at gøre en forskel i det århusianske .

At Kvindemuseet er en oplagt og fortjent prismodtager, synes uden for enhver diskussion. Diskussionen kan så i stedet dreje sig om, hvorfor det i Danmark i 2004 er nødvendigt at have en sammenslutning som Dagmars Døtre, hvis eneste berettigelse angiveligt er kamp for ligestilling.

Ligestilling er i vidt omfang gennemført, på papiret i hvert fald, rødstrømperne har nedlagt sig selv og bortset fra få, høres der ikke mange direkte feministiske stemmer i den offentlige debat. Dagmars Døtre er muligvis udsprunget af, at mens der i samfundet som sådan er klangbund for ligestillingen, er der hos Socialdemokraterne i Århus et ligestillingsunderskud.

Med al respekt for Juul, Tolstrup og ikke mindst Bogner, så er det ikke ligefrem kvinderne, der udadtil sætter dagsordenen i partiets byrådsgruppe. En kvindelig borgmesterkandidat er der heller ikke udsigt til, selv om den mandlige konkurrence kan synes overkommelig.

Det må dog trøste Dagmars Døtre, at ligestillingen, hvad angår valg af borgmester, er slået helt igennem hos det flertal af vælgere, der ikke stemmer socialdemokratisk.