Masser af værker og 25 debutanter

Kunstnernes Påskeudstilling åbner lørdag i Århus Kunstbygning sammen med nyskabelsen Spring 04 bestående af et udvalg af tidligere udstillere.

Når kulturrådmand Torben Brandi Nielsen (S) og idehistoriker Dorthe Jørgensen i dag åbner den 58. Kunstnernes Påskeudstilling, KP, i Århus Kunstbygning, er 38 kunstnere, heraf 25 debutanter - og ikke som annonceret 26 - sluppet igennem censurkomitéens nåleøje.

Den 43-årige Helle Skydt, der er opført som debutant, viste allerede for to år siden værker på KP, der er én af landets censurerede udstillinger, hvor en række talenter i årenes løb er blevet udruget og har vist sig flyvefærdige i det danske kunstlandskab.

Helle Skydt er på den årlige mønstring repræsenteret med fire malerier, der dels kredser om hendes arbejde med vandord, dels om hendes eget univers. Hun er uddannet på Århus Kunstakademi med den engagerede billedkunstner Annette Olesen som lærer og udstillede i 2002 på de censurerede instanser, Kunstnernes Efterårsudstilling og Charlottenborgs Forårsudstilling, så hun er allerede blåstemplet flere gange, hvilket også har givet hende appetit på at komme videre i karrieren.

533 sendte ind

Årets KP modtog 2459 værker fra 533 indsendere. Censurkomitéen bestod af Jørgen Andreasen, Morten Goll, Henriette Heise, Anders Kirkegaard, Annika Lundgren, Lise Skou og Jasper Sebastian Stürup. Medlemmerne antog 60 værker fra i alt 38 kunstnere. Hovedparten kom fra hovedlandet og Fyn, men også resten af landet blandede sig flittigt i konkurrencen.

Topscorerne blandt debutanterne var Kim Larsen fra Århus og Maria Leer fra Assens ved Mariager med hver fem værker.

Kim Larsen præsenterer sine fotografiske værker med sigende titler, der næsten indeholder jantelovens bydeform: "Du er så klog", "Du er så kreativ", "Du er så romantisk", "Du er så sexet" og "Du er så desillusioneret".

Maria Leers motivkreds i tegningerne tager udgangspunkt i cyklen. Alle fem værker har enslydende titel "- Men en dag faldt han af cyklen". Det gør han så, og heraf udøses en masse situationer, hun overbevisende omsætter i sin kunst.

Debutant-duoen Jane Susanne Andersen og Anette Lund, Risskov, rykker et sofastykke ind i kunstbygningens underetage med en parafrase af Édourd Vuillard.

Møblet i pink og anden dominerende kolorit til den nette sum af 25.000 kr. hedder "Hvem fanden er Vuillard? Men det passer til puderne". På spørgsmålet kan vi oplyse, at Vuillard var fransk maler (1868-1910), der havde stærk afsmag for den akademiske skoling og derfor søgte egne veje.

Hans mor var syerske. Derfor voksede han op med og var omgivet af stoffer med spraglende mønstre. Denne påvirkning aflejrede sig i talrige af hans karakteristiske værker i 1890'erne og frem. Stille stuer med en læsende og syende skikkelse figurerer i mange af hans værker.

Og Marie Melchiorsen, som bor i Århus, og som også har debutant-status, skiller sig ud med maleriet "Jeg er ikke bange for lyserød", som der står skrevet hen over værket.

Sisse Karstensen, tillige debutant, går til sagen på to tegninger til henholdsvis 37.000 og 14.000 kr. med paddehatte, halalcafé, fuglereder, Assistens Kirkegård på Nørrebro i København og slidte slagord som "Fuck Police" samt "Fuck Poul Schlüter", som for længst har trukket sig tilbage til et aktivt otium.

Politik optræder utilsløret hos Victor Vidal fra Albertslund. Hans "USA's invasioner" udgør én stor toiletrulle, hvor kunstneren opregner amerikanernes synderegister i hele verden. Det fremgår, at der er mere papir på rullen.

De særligt udvalgte

Som et nyt indslag har bestyrelsen for KP skabt et nyt initiativ, som helst skulle blive en årligt tilbagevendende begivenhed: Nemlig at vælge fire-fem kunstnere fra afholdte påskeudstillinger med særligt kunstnerisk potentiale og lade dem skabe en gruppepræsentation. Spring 04 giver de udvalgte mulighed for at vise deres kunstneriske arbejder i en mere udfoldet grad, end det er muligt på den censurerede udstilling.

I år er Spring 04, som nydannelsen hedder, repræsenteret ved Søren Behncke, Cecilia de Jong Rogren, Jonas Bruus & Kevin Lytsen samt Meike Kathrin Zylmann, der alle har godtgjort deres evner på den traditionelle KP-udstilling. Spring 04 åbner på samme tid som KP og løber lige som KP til 2.maj. De fire udstillede værker findes i Kunstbygningens café, demo-rum og glaskasserne i skulpturgården. Placeringen er udsprunget af Kunstbygningens ombygning og nye udstillingsfaciliteter, som åbner for nye indfaldsvinkler.

»Visionen bag Spring 04 er at etablere en platform for talentpleje samt at forny og styrke interessen for den censurerede udstilling,« fastslår springudvalgets medlemmer, Lasse Krogh Møller, Jan Falk Borup og Birgitte Kristensen.

Den 25-årige Cecilia de Jong Rogrens bidrag "You make me feel like Dancing" er lavet af tilgængeligt materiale som tape, papir, garn, køkkenrulle og ørerensere, alt snuppet fra overflodssamfundets bugnende affaldsbjerge.

Kunstneren går på Det Fynske Kunstakademi og udstillede i fjor på KP.

Meike Kathrin Zylmann er afgangselev fra Det Jydske Kunstakademi og viser en video fra Beograd. "Belgradeloop 2003" er en stemningsrapport fra den komplicerede politiske situation, som befolkningen står over for i Eks-Jugoslavien, konstaterer hun.

Søren Behncke kommer vidt omkring i form af skipperkunst (den med sylvesten), H. C. Andersens-pizzaklip og fra Paris.

larsole.knippel@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.