Unge i kø for at stå i butik
Voldsom vækst i antallet af unge, der søger ind på Århus Købmandsskole. Samtidig oplever butikkerne et boom af ansøgere til elevpladser. Forskudt arbejdstid trækker de unge til butiksjobbet, mener fremtidsforsker.
Antallet af unge, der styrer mod en karriere som ansat i en butik, er i voldsom vækst. Det viser de nyeste ansøgertal hos Århus Købmandsskole, og den stigende interesse for butiksfaget bekræftes af butikschefer i Århus.
Torsdag var der deadline for ansøgning til HG-linjen på Århus Købmandsskole, og modsat det generelle fald på landsplan, har Århus-skolen oplevet et boom i ansøgertallet.
Mange flere ansøgere
21 pct. flere unge har søgt ind på uddannelsen i år til stor glæde for Niels Thyssen, inspektør på Århus Købmandsskole, der mener, at stigningen skyldes bedre vejledning og bedre renommé - og så at butiksjob er blevet et hit for mange unge:
»Vi mærker tydeligt en stigende interesse for butiks- og kontorområdet blandt unge i vores vejledning, og min fornemmelse er, at det er blevet mere smart at stå i en butik,« siger han.
Hos Salling har personalechef Karina Boldsen netop noteret det hidtil største ansøgertal fra unge, der vil have en af stormagasinets 26 lærepladser. 340 har søgt i år - i 2002 var der 250 ansøgere.
»Vi har været meget synlige om vores uddannelse, og vi har opstillet klare rammer, som har betydet flere ansøgere. Samtidig mærker vi tydeligt, at unge er meget interesserede i et job i detailhandlen, og jeg tror, det skyldes, at ikke to dage er ens, og man får et stort ansvar,« siger Karina Boldsen.
Bruun's Galleri trækker
90 nye butikker i Bruun's Galleri har formentlig været med til at skærpe interessen for et butiksjob. I hvert fald har Stadium i Bruun's Galleri masser af henvendelser:
»Vi har mange unge, som kommer ind i butikken og spørger efter praktikplads eller læreplads. I løbet af de seneste par uger har jeg måttes sige nej til 10-15 unge, som gerne ville i praktik eller lære i Stadium. Måske er det fordi, vi er en ny butik, som giver et nyt pust, og så er det interessant,« siger Jacob Bjerg, butikschef i Stadium
Butiks-interessen blandt unge bekræftes af fremtidsforsker Jesper Bo Jensen:
»De lidt grimme ting som lang arbejdstid, der klæbede til butiksfaget for nogle år siden, rører ikke de unge i dag - snarere tværtimod. For unge i 20'erne er det attraktivt at arbejde lidt forskudt, for de kan godt lide at leve lidt på kanten af samfundet,« siger han og tilføjer:
»Samtidig fylder shopping meget i unges bevidsthed, det er en af de sektorer, som vokser, så der er brug for folk. Og så er der en god team-spirit ved at arbejde samme i en større butik.«