Et skammeligt projekt
PÅ VEGNE af bedre dømmekraft og sundere fornuft retter jeg en henvendelse til fritids- og kulturforvaltningen i Århus, der med sit sponsorat på en halv million kr. til noget "gøgl", som udtalt af projektets egne bagmænd, og delvist definerende i forhold til projektets indhold, fører skammens bureaukrati dybt ind i Århus by og kommune.
Der skal efter sigende afholdes en event, hvori kunst, musik, gøgl og teater indgår, og hvor elever fra Århus Kunstakademi og andre fritænkere står for den egentlige handling rundt omkring i byen og foran hovedbanegården.
Det hele koordineres af et eventbureau ved navn Cool Fitness Seperated, der udtaler sig om projektet som værende en mulig anledning til en fremtidig traditionsbetinget opfølgelse.
Foruroligende
At en sådan sammenslutning af klovne, fallerede artister, bjørnetæmmere og musiske neuroser hvert år fremover skal dræne de allerede stramme offentlige budgetter, finder jeg aldeles foruroligende.
Hvad med at bruge pengene på at nedbringe ventelisterne, sørge for at børnehaver ikke udelukkende har ufaglærte unge som medarbejdere, der uden den nødvendige erfaring frit forvalter vore børn i mangel af bedre, eftersom politikerne vil spare?
Hvad med de gamle, der fra Dansk Folkeparti blev lovet så meget og tilsyneladende bliver taget ved næsen? Områder, der involverer mennesker og deres velbefindende, ser jeg som yderst vigtige og i ovenstående sammenhæng helt essentielle.
Hvor mange nye skolebøger kunne en halv million ikke række til? Hvor mange nye idrætssponsorater kunne de ikke skaffe?
At tænke i de baner vil være tegn på sund fornuft, men at give en bande forkølede, navlepillende, excentriske og helt og aldeles inkompetente "kunstnere" så mange penge, og på den måde sysle med borgernes skattekroner, finder jeg helt og aldeles skammeligt!