Leder: Slingrevalsen
TRAFIKminister Flemming Hansen kan ikke lide Århus.
Anderledes kan vi ikke tolke hans rygmarvsreaktion over for enhver henvendelse fra Danmarks største bysamfund efter København.
Det seneste eksempel herpå er planerne om at erstatte en del af Grenåbanen med sporvogne eller en såkaldt "letbane". Idéen er indlysende rigtig. Modsat Grenåbanen følger sporvogne trafikstrømmen, ligesom den betyder både hurtigere og mere lydløs drift.
Trafikministeren frygter, at indførelsen af en letbane vil betyde dødsstødet for togdriften til Grenaa.
Naturligvis. En lukning tjener skatteydernes interesse al den stund, at Grenåbanen på strækningen mellem Hornslet og Grenaa målt på tilskuddet pr. passager er Danmarks ubetinget dyreste jernbanestrækning.
Retfærdigvis skal det siges, at trafikministeren ikke kan bebrejdes en vis politisk metaltræthed over for Århus. Gang på gang løbes han på dørene med krav om statslig medfinansiering af infrastrukturelle projekter i Århus, der alle har det til fælles, at de ikke er samlet i én mastertrafikplan.
En mastertrafikplan, der rækker mindst 10 år ud i fremtiden og er så bredt politisk funderet, at den ikke ender som offer for de evindelige landsbytosserier i byrådsarbejdet, vil gøre det muligt at udsætte trafikministeren, regeringen og Folketinget for et så massivt og vedvarende pres, at den statslige medfinansiering nok skal falde på plads.
Opgaven bliver tilmed endnu lettere, når Århus Amt ophører med at eksistere, hvilket fjerner et stærkt forstyrrende og aldeles unødvendigt mellemled i den lokale trafikplanlægning.
Vi tror ikke, at trafikministeren i sit inderste nogensinde kommer til at elske Århus, men mindre kan også gøre det. Det vigtigste er, at Århus i trafikpolitisk henseende ud ad til fremstår så enigt, at et flertal på Christiansborg fatter alvoren.
Det kræver imidlertid en ganske anden professionalisme fra byrådet end den, vi hidtil har været vidne til. Det er muligt, at man kan slingre ned af Vestergade, men i forholdet til regering og folketing tåler Århus ikke flere slingreture.