Århus Kommune laver rugekasse for kreative
Århus Kommune satser på at opbygge et udviklingsmiljø ved det nye Studenterhus.
VækstVærk Århus er et nyt udviklingsmiljø for iværksættere med en god forretningsidé på det kulturelle eller kreative fagområde.
Med det nye projekt viser Århus Kommune, at flere kulturelle virksomheder er et vigtigt mål for byen.
»Århus nyder godt af, at den kulturelle puls i byen banker stærkt. Men vi må ikke glemme, at kulturen for mange også er et erhverv,« siger borgmester Louise Gade (V) om baggrunden.
»Vi har mange kreative mennesker med gode idéer og masser af talent, men som ikke kender kunsten at skabe forretning.«
Brug for iværksættere
Louise Gade understreger, at Århus Kommune med sin støtte på tre mio. kr. til VækstVærk Århus ønsker at sikre, at kulturlivet ikke kun har et levende vækstlag, men også et levende iværksætterlag.
Opgaven med at lave et miljø for kulturelle iværksætter blev vundet af konsulentfirmaet Rambøll Management i samarbejde med PR-bureauet GCI Mannov, som i de næste tre år skal etablere og drive det nye udviklingsmiljø.
Idéen går ud på at etablere et udviklingsnetværk i Toldboden ved Århus Havn, hvor 20-30 iværksættere som filmproducenter, kunsthåndværkere, arkitekter og animatorer kan få kontorplads.
I processen til at blive en virksomhed kan de købe rådgivning om forretningsudvikling og PR.
Stor erfaring
»Vi har stor erfaring med at arbejde med virksomheder inden for oplevelsesøkonomien, men det er første gang, at vi skal drive et innovationsmiljø. Da iværksættere sjældent sidder med store økonomiske midler, sælger vi vores ydelser til dem ud fra et koncept med brugerbetaling,« fortæller chefkonsulent Anders Christian Ulrich fra Rambøll Management.
»De kulturelle iværksættere skal være tæt på at være en virksomhed. Mens de holder til i det nye miljø, skal de udvikles for at blive sendt videre, når de er modne,« siger Anders Christian Ulrich.
Han håber at kunne åbne dørene til det nye sted 1. august.
Projektet VækstVærk Århus er en overbygning til tilbud som Århus Amts Start & Vækst og de såkaldte Louiz-saloner.