De liberale sikrer frihandel
Siden Socialdemokratiets opståen har det været et mantra for partiet, at markedsøkonomien og international handel skal "tøjles" og "styres" og "begrænses". Og det er også på det grundlag, Socialdemokratiet går til Europa-Parlamentsvalget 13. juni.
Derfor klinger det hult, når Dan Jørgensen i JP Århus 28/3 forsøger at gøre sig mere frihandelsvenlig end Venstre.
Jeg vil således ikke bebrejde hverken Dan Jørgensen eller den tidligere SR-regering, at der ikke skete større fremskridt for international frihandel, da Socialdemokratiet sad i regering.
For reformer af EU's landbrugsstøtte er ikke en sag, der kan ordnes alene af en dansk regering eller alene af EU.
Landbrugsstøtte foregår stort set overalt i de industrialiserede lande.
Og derfor er det selvfølgelig en problemstilling, der skal forhandles på plads i den internationale frihandelsorganisation WTO. Og der har der aldrig været tvivl om, at Danmark arbejdede for øget frihandel.
Med hensyn til afstemningen på Venstres EU-landsmøde 13/3 (som Dan Jørgensen af gode grunde ikke var med til) så blev forslaget om en 15 års aftrapning af landbrugsstøtten faktisk afvist, fordi Venstre så vidt muligt gerne vil gå hurtigere frem - og i hvert fald ikke vil give vores internationale konkurrenter nogen fordele i de internationale frihandelsforhandlinger i WTO.
De kunne jo blindt afvise nedtrapning af landbrugsstøtten, hvis de vidste, at EU under alle omstændigheder vil stoppe vores støtte i løbet af 15 år.
Og det ville bestemt ikke være til gavn for international frihandel.
Men grundlæggende glæder Venstre sig selvfølgelig over, at Dan Jørgensen tilslutter sig vores liberale værdier som markedsøkonomi og frihandel.