Nej til profit på børnehaver
Børnehaver og vuggestuer skal nu drives som en forretning, mener Anders Fogh og hans medløbere i Dansk Folkeparti.
Men inden ISS og andre private firmaer kaster sig ud i de nye planer, vil vi komme med en advarsel: SF vil gøre alt, hvad der står i vores magt for, at de private profit-børnehaver bliver lukket, når flertallet i Folketinget skifter ved næste valg.
De rige i Højbjerg og Skåde skal naturligvis ikke kunne købe sig til bedre pasning i daginstitutioner med mere personale, mens lavtlønnede i boligblokkene i Viby og Hasle må klare sig med discount-børnehaver og - vuggestuer.
Vore børns opvækst er et fælles ansvar, som kræver høj pædagogisk kvalitet overalt i institutionerne. Her må ingen lades i stikken. Det er et forkert princip, at børn allerede fra et-års-alderen skal mærke, at nogle forældre har bedre råd end andre.
De vellønnedes bidrag gennem skatten er helt nødvendigt for at give alle børn gode forhold. Ellers ender det med, at børnene er sorteret i et A- og et B-hold allerede inden, de er kommet i skole. Nej, alle skal have den bedst mulige start på deres tilværelse - uanset om deres far er direktør Petersen eller arbejdsmand Hansen.
De nedskæringer, som Århus Kommune for øjeblikket foretager på vuggestuer og børnehaver, er helt urimelige. Men dette problem skal ikke løses ved, at ISS så etablerer bedre daginstitutioner for de velstilledes børn. Et nyt flertal i byrådet må i stedet - efter næste kommunalvalg i 2005 - højne standarden generelt igen.