Fejltagelse mod vest
TILFÆLDIGVIS havde jeg sløjfet morgenkaffen, som jeg dermed undgik at få forkert i halsen, da jeg 18/4 læste i Jyllands-Posten, at regeringen forventes at ville slagte Ringkjøbing Amt og overlade de sørgelige rester til Danmarks yderste overdrev.
Som født og opvokset i Vestjylland og efterfølgende med 32 år bag mig i aktiv lokalpolitik i Østjylland skal der ganske vist meget til, før jeg kan overraskes af politiske handlinger. Men her skal jeg så alligevel lide den tort at se noget sådant komme fra det parti, hvor jeg selv livet igennem har haft min behagelige politiske baggrund. Og det parti, som netop altid har haft det som et af sine hovedformål at skabe ligelige muligheder over hele det danske samfund.
Her må jeg rigtignok håbe for Danmarks ve og vel, at alle gode indflydelsesdygtige kræfter i Vestjylland vil finde sammen om at sætte hælene i over for denne gigantiske vildfarelse. Det må da netop dreje sig om at gøre det stik modsatte: Tage udgang i hele Ringkjøbing Amts vestkyst og bevæge sig i fuld bredde mod øst og finde den nye regionsgrænse så langt som muligt øst for grænsen af det nuværende Ringkjøbing Amt. Og derefter vil der endda være rige muligheder for den stærke Århus-region.