Rumlerikkerne vil gøre børn sunde
En ny klub, Rumlerikkerne, holdt lørdag sit indtog i Århus. Klubben vil lære børn og deres forældre nogle sunde kost- og motionsvaner.
Lørdag holdt den nye klub "Rumlerikkerne" under Hjerteforeningen sit indtog på strøget i Århus. Klubben forsøger at give børn nogle gode motions- og spisevaner.
»Vi vil stoppe en alarmerende udvikling. Mange børn bliver for fede, og vi har efterhånden livsstilssygdomme helt ned i de yngste klasser, hvor den slags sygdomme slet ikke burde findes,« siger centerleder Elisabeth Egeskov fra Hjerteforeningens Rådgivningscenter.
»Det er meget vigtigt at undgå, at børn bliver kvabsede og senere fede, for er de først overvægtige i teenage-alderen, så bliver det alvorligt, for i den alder vil de gemme sig, og så får overvægten også sociale konsekvenser,« fortæller centerlederen.
Klub for 3-6 årige
Hjerteforeningen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Tryg i Danmark er som led i regeringens program for øget folkesundhed "Sundhed for alle" gået sammen om at lave en klub om mad og motion for 3-6 årige børn og deres forældre.
Ved at lave lidt larm i gaden i Århus, og senere lidt spas på brandstationen, fik Rumlerikkerne lørdag gjort opmærksom på sin eksistens. Voksne med børn fik udleveret en invitation til at blive medlem af klubben. Det koster 185 kroner om året, og for de penge får børnefamilierne to gange om året en inspirationspakke med idéer til sund mad og sjove lege.
»Budskabet er, at børn skal røre sig mere og spise sundere. Og det skal ikke være kedeligt, men gøres på en sjov måde, så det er noget, børnene får lyst til,« fortæller hun.
Pakken rummer masser af idéer til mellemmåltider og hovedmåltider, som travle børnefamilier kan drage nytte af.
»Det går jo tit stærkt, og så står en forælder med et sultent barn, inden der er tænkt på eller købt ind til aftensmad. Her kan man for eksempel blende noget frugt og blande yoghurt i til en dejlig frisk og mættende drik, i stedet for at børnene får et stykke kage. Ofte handler det jo kun om at få idéerne, og dem får man ikke, når man er træt og hurtigt skal finde på noget,« siger Elisabeth Egeskov.
Pakken fra Rumlerikkerne kommer også med forslag til forskellige lege, som børn og voksne kan lege. Blandt forslagene vil være, at børnene skal prøve at spørge deres bedsteforældre, hvad de legede som børn.
»Bedsteforældrene er fra en tid, da der ikke var computere og fjernsyn i ethvert hjem. Derfor legede de mange forskellige lege, og de risikerer at blive glemt, hvis de ikke overleveres,« siger hun.