Lad os få det rene vand
VI, DER bor i landkommunerne, vil gerne sikres rent drikkevand i fremtiden og et ordentligt vandmiljø.
Der går ikke en sommer uden omfattende iltsvind i danske farvande. I mange kystområder er vandkvaliteten elendig. Tilførslen af kvælstof til højmoser, næringsfattige søer og overdrev er stadig for høj.
Ifølge Danmarks Miljøundersøgelser opfylder to tredjedele af de danske søer og næsten alle fjorde ikke målsætningen, og fosfor er hovedårsag til tilstanden i søerne.
Tilstandene i fjordene skyldes især kvælstof, men også fosfor. Grundvandet er mange steder forurenet af nitrat, og det er nødvendigt at lukke vandboringer.
Kort sagt står det stadig rigtig skidt til med det danske vandmiljø. Derfor er det nødvendigt at begrænse udledningen af både kvælstof og fosfor ganske betragteligt.
Vandmiljøplan III burde bl.a. have indeholdt en målsætning om at 30 pct. af Danmark areal, primært marginaljord, skal udlægges som natur inden 2025.
Der burde også have været indført et stop for udbygning af svineproduktion i de mest belastede områder, indtil der er sikret en effektiv miljøregulering med regionale mål.
Endelig burde udledningen af kvælstof have været reduceret med mindst 20 pct. inden 2010. Det havde givet vandmiljøet et løft og gavnet grundvandet og vores drikkevand.
Aftalen er for dårlig
Regeringens aftale med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er ikke god nok. Den indebærer bl.a., at udledningen af kvælstof kun reduceres med 13 pct. over 10 år.
Det mål batter ingenting, når vi alle sammen, inkl. regeringen og Dansk Folkeparti, ved, at grundvandet mange steder allerede er forurenet med nitrat i en sådan grad, at det ikke kan bruges som drikkevand, og at vandmiljøet i fjorde og søer langt fra opfylder målsætningerne.