15-årige anholdt i Gellerupsagen
To af tre drenge, som meldte sig selv til politiet onsdag for deltagelse i røverier i Gellerupparken, var over 15 år. De er nu anholdt og bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør.
To 15-årige drenge fremstilles i formiddag i grundlovsforhør med en sigtelse for at have deltaget i flere røveriske overfald på ældre og svage beboere i Gellerupparken i den seneste tid.
De to drenge meldte sig selv til politiet onsdag sammen med en 14-årig kammerat. Først troede politiet, at alle tre var under 15 år, men ved nærmere eftersyn viste de to af drenge sig at være over den kriminelle lavalder, og de blev derfor anholdt efter afhøringerne.
Den 14-årige dreng nægter foreløbig at have deltaget i røverierne, selvom han meldte sig selv.
I forvejen sidder yderligere tre drenge varetægtsfængslet i samme sag, og en 14-årig dreng er blevet fjernet fra området, mens en anden 14-årig dreng dagligt bliver kontrolleret.