Cykling: En våd tur omkring Århus

Mange mennesker fulgte landets største endagsløb, der blev kørt på landevejene omkring Århus.

Lyset i værelse 271 på Scandic Plaza Hotel i Park Allé brændte lidt længere end på de andre værelser lørdag aften.

Bag de nedrullede gardiner blev der diskuteret taktik. Sidste års vinder af det århusianske cykelløb CSC-Classic, Jakob Piil, delte ud af sine erfaringer med de 200 kilometer asfalt i Århus og omegn. Hans norske værelseskammerat Kurt-Asle Arvesen hørte efter, sov lidt på det og kørte søndag fra alt og alle for øjnene af tusindvis af århusianere, der fulgte dette års udgave af landets højst rangerende éndagsløb.

»Ja, jeg må jo takke Jakob for de gode råd. Han fortalte, hvordan det skulle gøres,« storsmilede den 32-årige nordmand efter sejrsceremonien på Frederiks Allé.

Morgentræt

Tidligere på dagen så nordmanden nu ikke så frisk ud. Snarere lidt morgentræt ligesom resten af de professionelle cykelryttere, der forlod hotelfoyeren til lyden af klaprende cykelsko mod våd asfalt. For det var vådt, og regnen silede ned, da de 98 ryttere blev sendt afsted ud på den krævende rute med politimotorcykler i front og kortegen af ledsagerbiler efter sig.

I CSC-bilen sad Bjarne Riis. Opsat og klar til kamp.

»Det er et vigtigt cykelløb for os. Det er altid motiverende at køre i Danmark, og der er altid god stemning i Århus,« lød det fra CSC-chefen, der undervejs kunne glæde sig over, at en del mennesker havde trodset vind og vejr for at følge cykelløbet fra grøftekanter og gadekryds.

På en bakketop ved Mørke, ved den lokale grill i Hinnerup og på Oddervej ved Malling. Folk stimlede sammen for at få et glimt af Piil, Høj, Bartoli og alle de andre kendte fra timerne foran fjernsynet.

»Det er helt vildt sjovt, at rytterne kommer lige forbi vores by.

Det har vi ventet på hele dagen. Nu håber jeg bare, at jeg når at se dem. Og at de kører stærkt,« fortalte 12-årige Aske Halling, der havde taget sin lillebror, sin kammerat og et dannebrogsflag med ud til vejkanten i Hinnerup.

Hurtige ryttere

De fik, hvad de kom efter. Der blev kørt stærkt, og som kilometerne forsvandt under cyklerne, blev smerten mere og mere tydelig i rytternes plørede ansigter.

Efter 130 kilometer sugede stigningerne i Jeksen Dalen de sidste kræfter ud af feltets bageste. Èn efter én faldt ryttere fra og blev degraderet fra at være en del af et professionelt cykelfelt med politieskorte til at være søndagscyklister på cykelstierne.

Men norske Kurt-Asle Arvesen var forberedt. Da han efter 166 kilometer kørte ind på den første af fem afsluttende rundstrækninger i Århus centrum, havde han kun én konkurrent tilbage. Tilskuerne langs de to kilometer stålhegn tøvede et øjeblik ved synet af den norske rytter, men huskede så at holdet var dansk, og klapsalverne fulgte de to førende rundt på ruten.

»Kan vi ikke få en dansker på podiet, er det altid noget, at det er én af Bjarnes drenge,« mente Bo Henriksen, mens han rettede på sin CSC-kasket og aflæste stopuret.

»Over to minutter. De holder hjem,« lød det med kendermine fra den 39-årige cykelentusiast.

Og han fik ret. Tre omgange før mål punkterede Arvesens australske følgesvend på opløbsstrækningen. Det blev løbets afgørelse.

I samme sekund som lyskrydset på Rådhuspladsen skiftede fra gult til grønt, dukkede dagens vinder op i svinget til Frederiks Allé for sidste gang og kørte triumferende over målstregen for at blive overfaldet af journalister, kamerafolk og autografjægere i det obligatoriske kaos efter løbet.

Spændende løb

Et løb der med arrangørens ord, var det bedste nogensinde i Århus.

»Folk tror, at et cykelløb er noget, der dukker op af jorden. Det er det ikke. Vi har brugt utrolig mange kræfter på årets udgave af CSC-Classic. Men vi er allerede begyndt at tænke på næste år. Vi har de perfekte rammer her i Århus, så vi satser på at lave et endnu bedre løb i 2005,« lovede den stolte arrangør, Jesper Tikiøb, der nu skal i gang med cykel-politisk lobbyarbejde for at bibeholde Århus-løbet som det højst rangerende i Danmark.

Men det bekymrede dagens norske vinder sig ikke om. Han nød bare at have vundet CSC-holdets femte sejr i træk i Århus

»Nu skylder jeg nok Jakob et eller andet,« grinte Kurt-Asle Arvesen, mens han traskede mod værelse 271.

sport@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.